”Nu sidder vi jo med en kæmpe viden”
Fra årsskiftet begyndte Camilla Vinther Jeppesen som projektleder i Producentforeningen. Det vigtige arbejde med at klæde branchen på til at imødegå fremtidens kompetencebehov tager hun med fra sit forrige job i Vision Denmark.
I 2021, da film- og tv-branchen var rødglødende og skreg på mere arbejdskraft, blev Camilla ansat i Producentforeningen, hvor hun analyserede den aktuelle situation og branchens akutte behov. Camilla har en bachelor i Film- og Medievidenskab fra Københavns Universitet og en kandidatuddannelse i Management of Creative Business Processes fra CBS, men udover den teoretiske uddannelse, har Camilla også arbejdet både foran og bag kameraet i bl.a. Meta Film og Sam Productions.
-Jeg elsker produktionsmiljøet og har erfaring fra det både inde- og udefra, og den baggrund hjælper mig meget i arbejdet med at forstå og kortlægge, hvordan film- og tv-branchen er skruet sammen, forklarer Camilla.
Fremtidens kompetencebehov
Analyseopgaven blev sidenhen overtaget af Vision Denmark, hvor Camilla de sidste par år, har været projektleder for det meget omfattende branchesamarbejde i ”Styregruppen for kvalificeret arbejdskraft i fiktions- og tv-branchen,” der fra 1. januar 2025 styres af Producentforeningen.
-Projektet har ændret opdrag undervejs, da branchen pludselig stod i en stor krise og havde produktionsstop, og dygtige folk forlod branchen. Styregruppen holdt imidlertid fast i, at vi er nødt til at arbejde på nogle langsigtede initiativer for at sikre, at branchen står stærkt i fremtiden, fx når nye teknologier ser dagens lys, og når der igen for alvor kommer gang i ordrebøgerne. For det gør der jo. Det viser historien heldigvis, understreger Camilla.
Hun har været med til at udarbejde beskrivelser af stillinger i fiktions- og tv-produktion, der dels er et konkret redskab til både arbejdsgivere og -tagere, og dels dannede grundlag for en omfattende kvalitativ og kvantitativ undersøgelse, der blev gennemført i samarbejde med konsulentbureauet Seismonaut.
I begyndelsen af december blev rapporten Fremtidens kompetencebehov i fiktions- og tv-produktion præsenteret i Cinemateket. En propfuld sal debatterede rapportens mange resultater, der nu danner et solidt fundament for det fremtidige fælles branchesamarbejde om at sikre tilstrækkelig og velkvalificeret arbejdskraft.
-Det store arbejde har sikret og styrket videndelingen på tværs af branchen og udgør et solidt vidensgrundlag for dialog med uddannelsesinstitutioner og for kommende beslutninger om kompetenceudvikling og uddannelse i branchen, konstaterer Camilla, som påpeger, at arbejdsmarkedsstrukturen med mange freelancere komplicerer mulighederne for den nødvendige efteruddannelse af ansatte i branchen.
Hvordan kommer vi videre?
-Nu sidder vi jo med en kæmpe viden. Så hvad skal vi nu med den? Det bliver vi klogere på i slutningen af januar, når styregruppen igen sidder samlet omkring bordet. Camilla understreger, at det helt unikke og fine branchesamarbejde favner hele 16 organisationer i erkendelsen af, at udfordringerne kun kan løses i fællesskab.
-Det var også konklusionen, da rapporten blev lanceret, at man skal samarbejde for at kunne lykkes fremover. Men der er mange deludfordringer i den store udfordring med at sikre
den rigtige kvalitet af det talent og den arbejdskraft, som vi har brug for, så vi også fremover kan være spot on og blandt de bedste i verden, pointerer Camilla.
-Det er utrolig vigtigt, at branchen også har det lange lys på, så den kan stå stærkt, når den igen skal ud at producere en masse. Derfor er det rigtig spændende nu at komme endnu tættere på medlemmerne og lytte til deres behov. Producentforeningens vigtigste opgave er at løse nogle af de store udfordringer, som de står overfor nu, så de også fremover kan producere super fedt indhold. Så jeg glæder mig meget til at bygge videre på det solide fundament, som vi har nu, i regi af Producentforeningen siger Camilla og kommer med et eksempel;
-I forhold til AI er der jo et kæmpe behov for viden om teknologien, og hvordan vi kan bruge den i branchen. Nu tror jeg, at vi er ved at vænne os til tanken om, at det er kommet for at blive, og selvom udviklingen går enormt stærkt i øjeblikket, er vi nødt til at blive venner med det. Det kræver netop en grundig viden at finde ud af, hvordan det kan bruges mest effektivt og være en stor hjælp indenfor forskellige områder af film- og tv-produktion.
Producentforeningens nye strategi
Producentforeningen er netop ved at lægge sidste hånd på den nye strategi, der skal præsenteres ved foreningens nytårskur 23. januar. Anna Porse Nielsen har allerede, da hun satte sig i stolen som direktør, bebudet, at foreningen skal være en langt mere proaktiv aktør, der i højere grad kan forme de forandringer, der vil ramme branchen, i stedet for blot at slukke brande. Den nye strategi skal give foreningen et mere langsigtet fokus på medlemmernes behov og tilbyde hjælp til deres forretningsudvikling og omstilling til ny teknologi, nye krav til arbejdsmiljø og -kultur, diversitet & inklusion og grøn omstilling.
-Arbejdet med analyse af medlemmernes behov for og hjælp til kompetenceudvikling passer rigtig godt ind i vores nye strategi i Producentforeningen. Det er en superspændende proces, hvor jeg glæder mig til at indhente og dele en masse viden, som forhåbentlig kan være til stor hjælp for de dygtige producenter, vi har i Danmark, konkluderer Camilla.
Fremtidens kompetencebehov i fiktions- og tv-produktion
Stillingsbeskrivelser for udvalgte roller i fiktions- og tv-produktion