Tendenser på streaming markedet i Danmark
Streamingmarkedet er under pres og forbrugernes loyalitet falder. Men dansk indhold er stadig noget af det, som forbrugerne gerne vil betale for.
På Copenhagen Future TV Conference i juni præsenterede Wilke en analyse af det danske tv- og streamingmarked baseret på 1500 interviews.
Den generelle økonomiske situation og en presset privatøkonomi har betydet at flere danskere har opsagt eller nedjusteret deres abonnementer generelt. I undersøgelsen har 43% enten opsagt eller nedjusteret deres abonnement på en film og tv streamingtjeneste inden for det seneste kvartal. De adspurgte har dog stadig i gennemsnit 3,3 streamingtjenester, hvor de fleste - 62% - har DRTV; Netflix er næststørst med 51%; 41% har TV2 Play; 33% af respondenterne har Viaplay eller HBOmax og 31% har Disney+.
Blandt disse mest populære tjenester er der forskydninger i oplevelsen af hvilke, der er ”must haves”, hvor især Netflix ikke længere er altdominerende og faldet fra 40% i 2021 til blot 27% i 2023. DRTV er stadig størst med 35%, som anser den tjeneste for ”must have”, mens TV2 Play nu er 3. størst med 23%. Viaplay og Disney+ er 4. og 5. mest populære tjenester, som hhv. 15% og 12% angiver som ”must haves”. Wilke forudser, at TV2 Play vil kunne erhverve flere kunder, da 7% af de adspurgte angiver, at det skal være deres næste tjeneste.
Hvis man skal sikre større kundeloyalitet og imødegå truslen fra ”churn”, anbefaler Wilke at samle indhold fra flere streamingtjenester på samme platform, som er ønsket blandt 57% af respondenterne. Derudover er nyt indhold bl.a. sport afgørende for at kunne fastholde brugerne. Fælles for alle streamingtjenester er udfordringen med ”password sharing”, hvor 32% svarer, at de deler login med andre uden for deres husstand, og det er hele 51% af brugerne under 40 år.
I forhold til indholdet på tjenesterne ønsker de fleste: 71% film, 62% tv-serier og 56% dokumentarer. Der er dog forskelle i forhold til målgrupperne, hvor fx film er det mest attraktive indhold for de 50-59-årige, mens non-scriptet indhold ikke overraskende er mere populært blandt dem under 40 år. I forhold til genrer er krimi og action de mest populære med 60% lige efterfulgt af humor og danske film med 59%.
Den store interesse for dansk indhold bekræftes i en anden, ny analyse fra Mediavision, som iflg. MediaWatch viser, at 45 pct. af danske husstande med et streamingabonnement er villige til at betale ekstra for streamingtjenester, hvis forbrugerne til gengæld får mere lokalproduceret indhold. 17% angiver, at de er villige til at betale 10 kr. ekstra om måneden for dansk indhold, mens 5% er villige til at betale 20 kr. mere om måneden, mens næsten en fjerdedel – 23% - er villige til at betale 30 kr. ekstra om måneden for at få adgang til flere danske film- og tv-serier.
Det er Apple TV+, som flest danske abonnenter er villige til at betale mere for, hvis tjenesten indeholder mere dansk indhold.