Producenterne er ofte dem, der arbejder mest for mindst

Visionen for Beo Starling er at få lov til at lave nogle stærke og medrivende spillefilm, som er kunstneriske - men som også vækker genklang hos et publikum. Beo Starling blev født i en tid i 2016, hvor det at lege med genrer var nyt og forfriskende i Danmark, så det blev omdrejningspunktet for de første film, jeg producerede.  Men fremadrettet er genre ikke så vigtigt som det at finde historier, som publikum kan genkende sig selv i, så jeg går typisk efter nogle historier som enten behandler et underfortalt samfundstema eller et velkendt narrativ fortalt på en ny måde. 

Beo Starling betyder Beo Stær og navnet er valgt for at relatere til moderselskabet Beofilm, hvilket er en fordel når man finansierer udenlands. Men det lyder også lidt som en lille stjerne, og det er jo det virksomheden er for mig

Min seneste produktion er "Herkules Falder", som er en film om de menneskelige konsekvenser af krig. Jeg valgte projektet, fordi jeg synes det var vigtigt at fortælle noget om den maskuline psykologi i disse meget kvindestærke tider, og soldaten er jo på nogle måder indbegrebet af maskulin psykologi. I filmen spiller Dar Salim over for en række ptsd-ramte soldater. Der sker noget i mødet mellem virkeligheden og en karismatisk skuespiller som Dar, som jeg ikke synes vi har set før i dansk film. 

Genfortolkninger af kulturelle nationalklenodier 
Jeg har lige nu gang i et bredt spænd af film i forskellige stadier af udvikling på konsulentordningen og en enkelt uden for systemet. Flere film om mænd; Mr. Korea om de koreanske fædre, som har fået bortadopteret børn mod deres vilje, og en kampsportsfilm med Sylvester Byder som utilpasset ung mand.

Men jeg bevæger mig også ind i genfortolkninger af nogle kulturelle nationalklenodier med projekter som "Landskabsmaleren" om en tysk spion i Thy, "Juleprinsesserne" om Dronning Margrethes barndom, en samtidsversion af "Snedronningen" og "Frøken Jensens Kogebog" i tidlig udvikling. 

Den kunstneriske spillefilm er presset
Den største udfordring lige nu er jo at holde virksomheden kørende over lange udviklingstræk, når den klassiske biografdistribuerede spillefilm sjældent har indtægter, der overstiger egeninvesten. Egeninvest i produktionen giver jo god mening, men jeg synes udviklingen er presset – især når der er en tendens til, at der sniger sig flere udviklingsaktiviteter ind i manusstøtterne. 

En af de største udfordringer for branchen generelt er, at den kunstneriske spillefilm er i et krydspres, hvor omkostningerne er høje, og hvor finansieringen fra DFI ikke følger med. Det er især svært at finde distributører i Danmark, som vil gå med på at tage en risiko, og instruktørerne forstår ikke altid, at selvom DFI og producenten kan blive enige om at noget skal laves, er det svært, hvis der ikke er en distributør eller et marked, som vil være med på rejsen. 

Og fire konkrete spørgsmål: 
Hvad har været din største succes? 
Jeg håber da det bliver "Herkules Falder", som er er i klip lige nu. 

Kan du sætte ord på hvad der gør denne branche til noget særligt? 
Trods alle de vanskeligheder vi står i, så oplever jeg stadig, at branchen er helt særligt tillidsbaseret. 

Hvorfor har du valgt at lave dit eget selskab i stedet for at være ansat i et andet selskab? 
At have sit eget giver nogle store udfordringer i udviklingen, men det giver jo også en mulighed for at kæmpe for nogle film, som nok ikke ville blive lavet i de større selskaber. 

Hvad er baggrunden for at du melder dig ind i Producentforeningen nu i 2024?  
Det handler om at vi også skal have ordnede forhold som producenter. Den kamp er vigtig. Jeg orker ærligt talt ikke længere at tage kampen på vegne af filmene og underbetale alle – inkl. mig selv – på for lave budgetter. Så må vi lave de film færre. Der er stadig en misforstået idé i branchen om, at producenter skummer fløden, og der skal vi blive bedre til at formidle, at det bestemt ikke er tilfældet. Tværtimod oplever jeg ofte, at vi er dem der arbejder mest for mindst.