Originale lydfortællinger i verdensklasse

Podcastselskabet MonoMono står bag nogle af de mest lyttede podcasts på DR. Rune Sparre Geertsen er en af de seks partnere bag selskabet, og han fortæller her om ambitionerne og udfordringerne.

This describes the image

Siden 2025 har Producentforeningen også organiseret producenter af podcast, og et af de nye podcastmedlemmer er MonoMono. Vi har bedt Rune Sparre Geertsen om at give et kort portræt af virksomheden: 

Vi har ambitioner om at lave originale lydfortællinger i verdensklasse, der forbinder mennesker og giver dem en særlig oplevelse med lyd. Og imens vi gør det, vil vi være en inspirerende og rummelig arbejdsplads.

Vi var en flok, der havde et virkelig godt samarbejde i en anden sammenhæng, og det føltes på et tidspunkt naturligt at starte noget selv. Seks partnere i et firma er mange, men det er også en enorm styrke at være fælles om at skabe noget unikt. Vi skulle finde på et navn ret hurtigt. Efter en brainstorm endte vi på MonoMono. Lydnørder ved måske, at mono+mono er stereo.

En vild nabokonflikt

Her i podcastverdenen udgiver vi ret mange produktioner hele tiden, og en af vores seneste er Kvinden på første. Det er en produktion, vi har lavet med Politiken til deres nye lydunivers, om en ret vild nabokonflikt i en andelsboligforening, hvor en kvinde angiveligt har chikaneret flere børnefamilier helt ud på sammenbruddets ran. Politiken rakte ud til os og spurgte, om vi ville samarbejde om den med en af deres journalister. Vi kunne med det samme høre, at det ville blive en helt særlig fortælling. Dels fordi de berørte personer var klar til at stille op og havde optaget chikanen, dels fordi det er en form for hverdagsdrama, som rigtig mange kan genkende i en eller anden form, og lydmediet var perfekt til lige denne historie. Serien har været et stort hit hos Politiken.

Udover de løbende produktioner er vi blandt andet i gang med et stort dokumentarprojekt til DR, hvor vi følger ti kvinder over et år, som hver måned mødes i en “kvindecirkel” og hjælper hinanden igennem små og store kriser i livet sammen med en terapeut.

Usikkerhed i udbuddet af kunder

Den største udfordring for MonoMono er måske, at video og sociale medier mere og mere bliver en del af at udkomme med en podcast. Det skal vi finde ud af, hvordan vi griber an. Og hele podcastbranchen er præget af usikkerheden i udbuddet af kunder. DR løber ingen vegne, men Radio IIIIs skæbne er uklar, det samme er børneuniverset Huligennem, og mange mediehuse skifter konstant strategi i forhold til hvor meget de indkøber eksternt eller producerer internt eller om de vil satse på lyd eller ej.

Vores største succes indtil nu har været podcasten Tyran, som vi producerer til DR, og som er blevet en af de mest populære podcasts herhjemme, men endnu vigtigere har fået rigtig mange unge til at interessere sig for historie og lydfortællinger.

Hvis man omvendt laver noget virkelig fedt og det bare ikke rigtig bliver lyttet, så kan det føles som en fiasko. Der er bare virkelig mange podcasts, der konkurrerer om folks opmærksomhed.
 

Facts om MonoMono

MonoMono er etableret i 2021 og har i alt 14 medarbejdere, inklusive de seks partnere. Flere af medarbejderne har været ansat i DR på forskellig vis og har arbejdet sammen i et andet produktionsselskab. De 14 er en god blanding af journalister, akademikere og selvlærte.

 

Opdateret 4. sep 2026