Nu er der omsider grobund for en vis optimisme

Film og tv-branchen har virkelig trængt til det: Gode nyheder og lidt optimisme i en krisetid. Og nu er de på vej – flere ovenikøbet.

This describes the image

Efter laaaanng tids venten er forhandlingerne om et nyt medieforlig nu i fuld gang, og det ser ud til, at producenternes og branchens ønsker går i opfyldelse og at det bliver en bred medieaftale, der omsider kan sikre den nødvendige politiske ro om rammevilkårene for produktion og investeringer i Danmark – og lige så afgørende: Aftalen vil indeholde et kulturbidrag, så streamingtjenesterne forpligtes til at bidrage til finansiering af dansk indhold og samtidig får et incitament til fortsat at investere i produktioner - til gavn for branchen og bestemt også for de danskere, der får glæde af produktionerne på deres skærme.

Det er virkelig gode nyheder, der bestemt ikke løser alle film- og tv-branchens problemer med manglende ordrer og massevis af fyringer, men en bred medieaftale vil skabe en længe ventet afklaring om mediepolitikken herhjemme.

Der er flere gode nyheder, for EU-kommissionen har afgjort, at Danmark IKKE har pligt til at indføre moms på rettigheder. Det kan vi selv bestemme. Det er godt, for en sådan moms ville bl.a. fordyre tv-pakkerne, som i forvejen er under pres, og dermed forringe branchens samlede økonomi yderligere. Af uransagelige grunde mener Skatteministeriet fortsat, at EU forpligter Danmark til at indføre momsen, så det sidste notat er ikke skrevet i den sag – men lovforslaget er taget af bordet.

Sidst men bestemt ikke mindst kom Kulturministerens kulturpolitiske redegørelse, der betoner kulturens og dermed også vores branches store betydning både i kraft af det kunstneriske indhold og som et væsentligt erhverv med et stort potentiale. Og så slog redegørelsen lige følgende fast:

”Ophavsretten er en vigtig grundpille i det kulturelle kredsløb og er ofte en forudsætning for, at der er incitament til at skabe ny kunst og kultur".

Alt i alt en række nyheder og beslutninger, der giver grobund for en vis optimisme på branchens vegne. 

 

Jørgen Ramskov
Direktør, Producentforeningen
 

Opdateret 2. jun 2023

Vil du vide mere?