Lad være med at konstruere noget, som I tror Netflix vil have

”Netflix og samarbejdet med danske producenter” var titlen på Producentforeningens inspirationsmøde 9. april 2026, og med flere end 70 deltagere var det tydeligt, at interessen for at komme tættere på den stadig relativt nye aktør i den danske branche er stor blandt både medlemmer og ikke-medlemmer.

This describes the image

Jenny Stjernströmer Björk, indholdschef, og Zire Schucany fra Netflix’ danske kontor fortalte om både de overordnede visioner og målsætninger og de mere jordnære ting, som er vigtige i samarbejdet mellem Netflix og lokale producenter. ”Vi er ikke længere væk end en e-mail”, sagde Zire Schucany blandt andet, og understregede, at de ikke kører pitchrunder eller faste ansøgningsfrister. Bare skriv og fortæl om projektet.

”Det er slet, slet ikke nødvendigt med en 50 siders pitchbog. Nogle har brug for 5 sider, andre 10 til at formidle visionen. Det vigtigste er at få fortalt hvad hooket er – hvad skal lokke mig ind i historien”.

Og selv om man måske har en idé om, hvad Netflix er ude efter, så advarede de to repræsentanter mod at konstruere et projekt, som man tror, at Netflix vil have. Det er vigtigt, at der er en visionsbærer – en manuskriptforfatter eller en instruktør, der har den kreative vision. Og ikke mindst et produktionsselskab, der kan løfte produktionen.

Producentforeningens direktør Anna Porse Nielsen, som modererede samtalen, spurgte, om det betyder noget for Netflix’ lyst til at gå ind i et projekt, om man har en lang eller kort track record? Svaret var et både og.

”Vi føler os som en del af den danske branche og det danske økosystem, og vi føler helt klart et ansvar for at udvikle branchen. Derfor arbejder vi gerne med både nye og etablerede kræfter, og vi vil gerne kombinere erfaring med nye talenter”.

Det blev desuden understreget, at ingen kreative beslutninger tages udelukkende på baggrund af data. Det er erfaring og mavefornemmelse, der gør udslaget, og så kan data understøtte intuitionen. Det er egentlig ikke anderledes end andre steder.  

Særlige genrer i de næste 3-5 år? Netflix leder altid efter krimier og romcoms. Men det er vigtigt med variation. Se fx på Kastanjemanden, Reservatet og Legenden, som er meget forskellige. Vi er måske ikke så eksperimenterende som tidligere. Nu læner vi os mere ind i traditionen og historiefortællingen.

Kan I give deltagerne her i rummet et godt råd, når de gerne vil arbejde sammen med jer, spurgte Anna Porse Nielsen til sidst. Zire Schucany: Vi er her og ikke længere væk end en e-mail. Og Jenny Stjernströmer Björk supplerede: Forsøg ikke at konstruere noget, som I tror Netflix vil have.

Og e-mailadresserne? De står ikke på en hjemmeside, og vi kan heller ikke videregive dem her. Så hvis du ikke havde mulighed for at deltage på mødet, så er det helt konkrete råd til branchen at tage fat i nogle af dem, der allerede har arbejdet sammen med Netflix. 

 

Opdateret 10. apr 2026