Kortsigtet investering gør markedet usikkert for fiktionsproducenter
2024 har været et hårdt år med historisk lave investeringer, og der er fortsat stor usikkerhed i markedet, som udvikler sig stadig mere kortsigtet. 2025 tegner til at ende omkring 600 mio. kr., mens der er bekymrende få investeringer i 2026.
Producentforeningen foretager halvårligt en investeringsanalyse af film- og tv-producenternes fiktionsproduktioner til streamingtjenesterne. Analysen er baseret på ordrebøgerne hos 32 af landets største produktionsselskaber med indholdsproduktion for internationale streamingtjenester og TV 2. DR er ikke med i undersøgelsen.
2024 var et meget svagt år med kun 10 produktioner fordelt på tre streamingtjenester. 2025 ser ud til at ende 8% under niveauet fra 2020-21 før ’streamingboblen’. Det er 20% under, når man korrigerer for inflation.
2026 tegner til at blive meget usikkert. Det er et bekymrende investeringsniveau, da det simpelthen er begrænset, hvor mange flere produktioner, der på nuværende tidspunkt kan nå levering i 2026.
Selv om både Prime og Max har følere ude på det danske marked, er det primært TV 2 og Netflix, der driver investeringen i dansk fiktion. Der er et klart behov for flere kunder, så producenterne har flere steder at afsætte deres ideer. Et marked med to dominerende kunder gør producenternes forretninger meget sårbare.
Det er en generel tendens, at streamingtjenesterne agerer mere kortsigtet, hvilket skaber usikkerhed for producenter. De lægger flere projekter i udvikling og er tilbageholdende og kortsigtede med at sætte i produktion. Det gør det vanskeligt for producenterne at drive en sund forretning og planlægge langsigtet.