Kom i gang med at producere bæredygtigt
Onsdag den 7. oktober 2020 præsenteres et nyt website: bftp.dk der giver gode råd og anvisninger til, hvordan man kan producere film og tv på en mere bæredygtig facon.
Danske producenter skal forberede sig på at producere mere klimavenligt. Filmfonde i Europa kræver i stigende grad, at man kan aflægge et grønt regnskab eller gøre rede for, hvordan man har forholdt sig til fx energiforbrug, og der er ingen tvivl om, at bæredygtighed og klimaaftryk kommer til at være et konkurrenceparameter fremover. Derfor er Producentforeningen gået sammen med Vision Denmark, Det Danske Filminstitut og de regionale filmfonde i projektet Bæredygtig Film- og TV-produktion, der nu er klar med et website, som giver gode råd og anvisninger til en mere bæredygtig filmproduktion.
Websitet der præsenteres i dag tilbyder alle funktioner på en produktion et nemt overblik over, hvordan de hver især kan nedbringe deres klimabelastning. Sitet tilbyder også tjeklister til, hvordan man griber rollen som ”klimaansvarlig” an og en oversigt over leverandører, der arbejder aktivt med at nedbringe CO2-udledningen. Mange af anvisningerne og vejledningerne er simple og udtryk for almindelig sund fornuft, som for eksempel at erstatte glødepærer med LED-lamper, hvor det er muligt, at begrænse flyrejser eller at sortere affaldet på produktionen, og ambitionen er først og fremmest at give alle nogle konkrete redskaber til at gøre en forskel i forhold til at nedbringe CO2 udledningen i dansk film og TV produktion.
Læs den fælles pressemeddelelse fra Bæredygtig Film- og TV Produktion:
Nyt partnerskab vil bidrage til bæredygtig omstilling i filmbranchen
Et website med råd og vejledning til, hvordan film- og tv-folk kan producere mere klimavenligt. Det er det første værktøj, et nyt branchepartnerskab har taget i brug for at lede filmbranchen i en mere bæredygtig retning. Målet er at branchens klimaaftryk og grønne omstilling løbende måles og dokumenteres.
I dag lanceres websitet bftp.dk, det første tiltag i projektet Bæredygtig Film- og TV-Produktion (bftp). Bag både website og projekt står klyngeorganisationen Vision Denmark, der sammen med Producentforeningen, Det Danske Filminstitut og de regionale filmfonde vil hjælpe branchen med at producere mere klimavenligt.
”Vi skal hjælpe med at skabe rammer for den grønne omstilling, så det ikke alene er op til den enkelte producent at finde hoved og hale i, hvad det vil sige at producere bæredygtigt. På websitet bftp.dk kan filmfolk i alle funktioner nemt få et overblik over, hvordan de kan nedbringe deres klimabelastning,” siger Caroline Gjerulff, projektleder på bftp i Vision Denmark.
Film- og tv-produktion udgør en væsentlig del af den digitale visuelle industris klima- og miljømæssige aftryk. Flere steder i Europa stilles der allerede krav om, at man har forholdt sig til klimaaftrykket på en produktion for at kunne få støtte. Derfor mener initiativgruppen, at det på høje tid, at vi styrker den grønne profil herhjemme og forbereder os på lignende tiltag.
”Det er en vigtig milepæl for den grønne omstilling, at stærke stemmer er gået sammen. Samarbejdet giver en unik mulighed for at koordinere og dele viden samt sikre fælles fodslag mod fremtidens produktionsformer,” lyder det fra Claus Ladegaard, direktør i Det Danske Filminstitut.
Hvordan ved vi, at det virker?
Optagelser på fysiske locations, brug af materialer til kulisser mm., generering af affald, transport af skuespillere og filmhold samt energi til lys og generatorer er alt sammen en del af den danske film- og Tv-produktions miljøbelastning – men hvor meget, det reelt set belaster, er uklart.
Ud over websitet arbejder bftp-gruppen derfor med et dokumentationsspor, hvor CO2-emissioner for konkrete produktioner skal gennemgås og analyseres med udgangspunkt i de mest anerkendte metoder på området. Således bliver det klart, hvor det største klimaaftryk ligger og hvordan det kan betale sig at sætte ind. Desuden bliver det muligt at måle, om branchen faktisk formår at skifte spor og producere mere klimavenligt.
”Vores mission er at sikre et fælles fundament i form af viden, som vi sørger for kommer alle til gavn. Vi skal sætte ind, der hvor der er potentiale for at gøre en reel forskel. Derfor ser vi det først og fremmest som en vigtig opgave at etablere et solidt datagrundlag, som vi kan handle ud fra,” fortæller Jan Neiiendam, direktør i Vision Denmark.
Hvis projektet med en grønne omstilling bliver tænkt og gjort rigtigt, kan bæredygtighed blive en styrke for dansk film og tv, og gøre branchen konkurrencedygtig på den lange bane.
”Lige nu er vi alle hårdt pressede i branchen. Derfor er det vigtigt for os, at vi forener den grønne omstilling med den fortsatte kommercielle udvikling af branchen. Vi skal fortsat skabe fortællinger, der kan få succes på et globalt mediemarked, mens vi bliver mere klimavenlige. Det er sådan, vi kommer bedst muligt videre på den anden side af Corona-krisen,” udtaler Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen.
Parterne bag Bæredygtig Film- og TV-Produktion (bftp) hjemmesiden er:
Det Danske Filminstitut, Producentforeningen, FilmFyn, Den Vestdanske Filmpulje, og Vision Denmark.
For yderligere information kontakt: Caroline Gjerulff, cg@visiondenmark.dk
Om bftp.dk
Bftp.dk tilbyder film- og tv-arbejdere i alle funktioner et nemt overblik over, hvordan de kan nedbringe deres klimabelastning. Rådene kan filtreres enten efter de fem fokuspunkter: transport, energi, materialer, catering og affald eller efter faggrupper fx kamera, lys, producer etc, hvor man som filmarbejder kan læse hvad der konkret gælder for ens egen funktion.
Sitet tilbyder også tjeklister til, hvordan man griber rollen som ”klimaansvarlig” an og en oversigt over leverandører, der arbejder aktivt med at nedbringe CO2-udledningen. Mange af anvisningerne og vejledningerne er simple og udtryk for almindelig sund fornuft, som for eksempel at erstatte glødepærer med LED-lamper, hvor det er muligt, at begrænse flyrejser eller at sortere affaldet på produktionen, og ambitionen er først og fremmest at give alle nogle konkrete redskaber til at gøre en forskel i forhold til at nedbringe CO2 udledningen i dansk film og TV produktion.