Jule- og nytårshilsen 2023
Tak for samarbejde, samtaler, resultater og såmænd også tak for de konflikter og uenigheder, der også er en del af at skabe resultater og fremgang. Det hele har været nødvendigt for at komme helt i mål i et år, der mildt sagt må kaldes interessant.
Det positive først – for der var bestemt også noget at glæde sig over – trods modgang og krise.
Først og fremmest hele to brede politiske aftaler – en medieaftale og en filmaftale - der skaber en længe ønsket ro om rammevilkårene for vores branche.
Vi fik en bred politisk aftale om et kulturbidrag, der på bedste vis kombinerer et nødvendigt økonomisk bidrag til dansk film fra streamingtjenesterne med et solidt incitament til at investere i nyt dansk indhold.
Vi fik mange gode danske film i biograferne, der trods efterslæb efter Covid fastholdt en høj markedsandel på 25% for danske film, og vi fik Nordisk Råds Filmpris til spillefilmen ”Viften.”
Vi kunne glæde os over to Oscar-nomineringer til kortfilmen ”Ivalu” og dokumentarfilmen ”A House Made of Splinters” og priser til både dokumentarfilmen ”Apolonia, Apolonia” og spillefilmen ”Ustyrlig” på Göteborg Film Festival.
De film – og heldigvis mange, mange flere - vidner om at der er masser af talent og kraft i den danske filmbranche. Det samme gælder tv-branchen, hvor tv-stationernes top-10 og top-20 ugentligt er tydeligt bevis på, at danske tv-programmer er førstevalget på fjernbetjeningen.
De danske spilproducenter trådte for alvor ud af filmens kulturpolitiske skygge med beslutningen om at oprette et selvstændigt institut for spiludvikling og fortsatte så i øvrigt en flot vækstkurve – både kreativt og økonomisk. 2023 var også året, hvor producenterne for alvor fik sat gang i en omstilling mod mere bæredygtig indholdsproduktion. Med uddannelse, målsætninger og konkrete retningslinjer er vi på vej – igen takket være et stærkt samarbejde med resten af branchen og tv-stationerne.
Men de mange gode resultater kan ikke skjule, at 2023 var et udfordret år. Et år, hvor både film- og tv-producenterne og dermed resten af branchen for alvor også mærkede, at vi er en del af et verdensmarked. Hvor skift i internationale konjunkturer og investeringsstrategier hos de store streamingtjenester fik afgørende konsekvenser herhjemme. Hvor en fejlslagen vækststrategi nærmest fældede Viaplay og efterlod et meget stort hul i det danske marked for tv-serier. Hvor DR og TV 2 for alvor speedede op på streaming og dermed ændrede efterspørgslen efter tv-programmer – og hvor et vigende reklamemarked så i øvrigt gav en ekstra mavepuster til de kommercielle tv-stationer og dermed deres efterspørgsel. Noget der naturligvis også ramte reklamefilmproducenter hårdt. Det betød afskedigelser og konkurser hos etablerede producenter efter en årrække med stigende vækst.
Krisen i branchen er sammensat af mange faktorer og nogle af dem vil vende igen – det går op og ned i showbizz. Men andre faktorer er mere grundlæggende ændringer, der i høj grad påvirkes internationalt. Vi er heldige med et stærkt hjemmemarked, med public service stationerne DR og TV 2; vi har solide filmstøtteordninger og nu også brede, politiske forlig – men hvis branchen igen skal opnå vækst, skal det også være attraktivt for de internationale tjenester at investere i danske film, tv-serier og tv-programmer.
Det vil stille store krav til alle i branchen – producenter, fagforeninger – og i den grad også til politikerne. Det stiller krav om samarbejde og forhandlinger, så vi har bæredygtige aftaler på løn og rettigheder; det kræver politiske aftaler om produktionsrabatter, så vi kan konkurrere med især Norge og Sverige, og det kræver fokus på rekruttering og kompetenceudvikling.
Alt sammen opgaver, der gør at også 2024 nok skal blive et både travlt og interessant år – og et år, hvor vi forhåbentlig kan se fremad med optimisme.