Forkert fortælling om forholdene på dokumentarfilmproduktioner
Producentforeningens kommentar til den aktuelle diskussion om overenskomst for klippere og fotografer på dokumentarfilm og FAQ.
Producentforeningen tager kraftigt afstand fra den fortælling, som Dansk Filmklipperselskab og Dansk Filmfotografforbund lige nu forsøger at skabe i pressen og på sociale medier omkring aflønning af filmklippere og fotografer.
Her bliver der tegnet et billede af, at dokumentarfilmproducenterne ikke giver filmklippere og fotografer ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og det er simpelthen forkert.
Vores lønstatistikker dokumenterer, at lige præcis de to faggrupper uden sammenligning er de bedst lønnede på en dokumentarfilmproduktion og typisk tjener mere end producenten selv.
Samtidig bliver det stadig mere vanskeligt at finansiere dokumentarfilm, hvilket Producentforeningens seneste finansieringsanalyse dokumenterer. Dokumentarfilmproducenterne tager en meget stor økonomisk risiko, hver gang de laver en film, fordi de stort set altid er nødt til at investere egne penge for at få enderne til at nå sammen. De bærer ansvaret gennem hele produktionen mens klippere og fotografer er sikre på at få deres løn.
Det er sådan set i orden, for det er prisen for at være producent af dokumentarfilm. Men det er ikke i orden at tegne et billede af, at producenterne ikke behandler filmklippere og fotografer ordentligt. Eller når der præsenteres en fortælling om, at Producentforeningen ikke ønsker at tegne en overenskomst med filmklipperne og fotograferne.
Som direktør Anna Porse Nielsen er citeret for i MediaWatch og andre steder, findes der en gældende overenskomst på området. Den er indgået mellem FAF Film- og tv-arbejderforeningen og Producentforeningen og dækker de to faggrupper. Producentforeningens medlemmer følger naturligvis overenskomsten, og det står arbejdstager frit for at opsige den, hvis man ikke er tilfreds med vilkårene.
I Producentforeningen arbejder vi altid for at sikre ordnede vilkår i branchen, og vi har dialog med alle parter. Vi anerkender fuldt ud det ulykkelige i, at der længe har været uenighed internt mellem forbundene om hvem, der kan repræsentere klipperne og fotograferne. Men at prøve at fjerne fokus fra de interne stridigheder ved at skabe en fortælling om, at Producentforeningen eller vores medlemmer behandler filmklippere og filmfotografer dårligt, er simpelthen ikke i orden og det skader alle parter!
Vi arbejder hver dag politisk for at skabe bedre vilkår i branchen for en mere bæredygtig dokumentarfilmsproduktion, som vil komme alle til gode. Vi skal derfor bruge vores kræfter og energi på at samarbejde i hele branchen – både producenter og kreative. Lad os vise vores nyvalgte politikere, at vi står sammen og støtter op om vores hårdt pressede dokumentarfilm, som aldrig har været vigtigere end nu!
FAQ
Er der ikke nogen overenskomst for klippere og fotografer på dokumentarfilm?
Jo. Der er en gældende overenskomst mellem Producentforeningen og FAF, som omfatter klippere og fotografer. Den er ikke opsagt og derfor gælder den stadig - uanset om fotografen/klipperen er medlem af FAF eller ej.
Er det lovligt at tage arbejde som klipper og fotograf på dokumentarfilm lige nu?
Ja. Det er fuldt lovligt at indgå aftaler og arbejde på dokumentarfilm under den gældende overenskomst.
Er arbejdet på dokumentarfilm konfliktramt?
Nej. Der er en gældende overenskomst. Det er derfor fuldt ud muligt og lovligt at arbejde på dokumentarfilm som klipper og fotograf under den gældende overenskomst.
Hvis en klipper/fotograf ikke vil indgå kontrakt, må jeg så tilbyde arbejdet til en anden?
Ja, det må du gerne. Du skal blot overholde den gældende overenskomst med FAF.
Er producenter forpligtet til at følge overenskomsten?
Ja. Medlemmer af Producentforeningen skal følge den gældende overenskomst med FAF, herunder minimumslønninger.
Er lønnen tidssvarende?
Ja. Vi kan se af vores lønstatistik at den reelle ugeløn for fotografer og klippere ligger ganske højt - og meget ofte højere end for producenten selv.
Dertil kommer at producenten ofte løber en stor økonomisk risiko på dokumentarfilm - det gør klipperne og fotograferne ikke.
Er der generelt dårlige vilkår for de to faggrupper på dokumentarfilm?
Nej. Det er bestemt ikke et billede, Producentforeningen kan genkende.
Dokumentarfilm har generelt meget lave budgetter og er svære at finansiere.
Kan overenskomsten ændres?
Ja. Ændringer skal ske gennem forhandling eller opsigelse af overenskomsten – i overensstemmelse med den danske arbejdsmarkedsmodel.
Er Producentforeningen i dialog med grupperne?
Ja, Producentforeningen er i løbende dialog med både FAF, Dansk Filmklipperselskab og Dansk Film Fotograf Forbund - og alle øvrige interessenter i branchen.
Har vi nye tal, som dokumenterer den pressede økonomi?
Ja, vores nye analyse af dokumentarfilmproduktion dokumenterer faldende gennemsnitsbudgetter, ustabile tv-investeringer og et stadig mindre presale. Samtidig er dansk dokumentar i stigende grad afhængig af DFI og tv-stationerne, der tilsammen står for over 75% af finansieringen.
Vejledning til medlemmerne på konkrete produktioner:
• Anvend gældende overenskomst med FAF
• Indgå klare, skriftlige aftaler - ingen accept af nye typer af vilkår om rettigheder mv.
• Kontakt Producentforeningens jurister ved tvivl.