Fælles sprog og fælles løsninger
”Dinosauren i rummet – en ordbog til den danske film- og tv-branche” om diversitet, inklusion og repræsentation, der er skrevet af Sandra Yi Sencindiver og Laura Allen Müller og illustreret af Kauli Green, udkom 29. november. Producentforeningen arrangerede boglanceringen i samarbejde med forfatterne og SF Studios, som skal have stor tak for at lægge lokaler til.
-Tak fordi I har givet os i film- og tv-branchen mulighed for at blive klogere på alle de centrale begreber og problemstillinger inden for repræsentation, diversitet og inklusion og dermed kvalificere både vores viden og arbejdet med denne vigtige dagsorden, sagde Jørgen Ramskov, direktør for Producentforeningen, da han lykønskede forfatterne og illustratoren med deres nye bog.
Sandra Yi Sencindiver og Laura Allen Müller vandt sammen med de øvrige initiativtagere til kampagnen ”Et Større Billede” velfortjent Diversitets Prisen, som FILM&TVGruppen i Dansk Journalistforbund uddelte ved Ekko Shortlist Awards. Kampagnen blev katalysator for en masse reaktioner og debat i foråret, og nu har de skrevet ordbogen, fordi mange af branchens aktører har givet udtryk for manglende viden og efterlyst større indsigt i deres erfaringer som minoriserede.
- I har med jeres kampagne og nu med denne ordbog gjort et vigtigt og stort arbejde for at hjælpe med at højne refleksions- og vidensniveauet og derigennem styrke samtalen og indsatsen i hele branchen. Det er ikke en let opgave og kræver en stor kulturændring, hvor det er helt afgørende at alle parter og led i fødekæden skal arbejde med, sagde Jørgen Ramskov.
Derfor samarbejder Producentforeningen med Det Danske Filminstitut og mange andre brancheaktører og bidrog bl.a. til DFIs mangfoldighedsworkshop 24. november, hvor +70 mennesker deltog og kom med mange konkrete og konstruktive løsninger på de tre største barrierer: Adgang – rekruttering, Misrepræsentation på lærredet og Manglende viden.
Det er nødvendigt både med fælles brancheinitiativer, og at alle hver især gør en forskel, dér hvor vi kan. Producentforeningen arbejder med hjælp fra en sparringsgruppe med nogle af vores medlemmer og en ekstern konsulent for at kunne give producenterne af film, tv og spil den nødvendige viden, gode råd og konkrete redskaber til at blive bedre til at undgå bias og sikre en mere mangfoldig rekruttering og bedre inklusion.
Det er et svært og følsomt felt, så det er helt afgørende, at vi har en fælles forståelse og et fælles sprog, og nu er der mulighed for at hente hjælp til det i Dinosauren i rummet – en ordbog til den danske film- og tv-branche.
Bogen er støttet af Det Danske Filminstitut og en gratis online udgave findes her.