”En stærkere stemme og en mere proaktiv tilgang”

Katrine Vogelsang, CEO, Nordisk Film Production, og Tina Christensen, adm. direktør, Metronome Productions, er nye bestyrelsesmedlemmer i Producentforeningen. Vi har spurgt dem, hvordan landet ligger, og hvad de ser som de vigtigste sager at arbejde for i bestyrelsen.

This describes the image

- Fiktionsbranchen er et spændende sted lige nu – måske lidt for spændende..., siger Katrine Vogelsang. På den ene side har der i den seneste tid været flere gode og helt nødvendige tiltag for at styrke branchen, bl.a. streamingbidraget og skatterefusionsordningen, som begge er med til at sikre en stabilitet i branchen - og på den anden side er der stor uro i streamingmarkedet. Det står også lidt uklart, hvor DR-Drama og TV 2 fiktion placerer sig i fremtiden med ny strategi for begge de store public service kanaler.

- På filminstituttet er der mange nye ansigter, som jeg har stor tiltro til, vil bidrage positivt til branchen, men udvikling og forandring kræver ressourcer for både DFI’s ansatte og for alle os, der arbejder sammen med filminstituttet, hvilket på den korte bane kan være en ekstra arbejdsbyrde for produktionsselskaberne.

Tina Christensen kalder sig selv ”en ukuelig optimist” og har denne vurdering af ’state of the nation’:
- Jeg fokuserer på det forsigtige håb, som jeg synes spreder sig pt. Flere kunder er aktivt ude med en del dejlige, konkrete efterspørgsler, og vi oplever generelt at få nemmere hul igennem til at byde ind med idéer – i lang tid har den dør været relativt lukket hos de traditionelle kunder. Også nye kunder er dukket op de senere år, hvilket har været decideret livgivende. 

- De nye, gode takter følger nogle tunge år, hvor langt de fleste har måttet tilpasse deres forretning og organisation til et svindende udbud, og det er klart, at sådan en periode sætter spor på stemningen. Derfor er det også så vigtigt, at det nu forhåbentlig vender lidt. Jeg noterer med glæde, at flere kunder tør tage chancer, som fx TV 2 der igen og igen viser viljen til at satse på lokale, egenudviklede formater, også selvom de af og til ikke udmønter sig i det forventede.

Tina er ligeledes optaget af branchen set i et større samfundsmæssigt perspektiv:

- Der er en større villighed til at løse nogle af de udfordringer, som vi har haft ry for at halte bagud med: arbejdet for det gode og trygge arbejdsmiljø i en branche præget af korte ansættelser, diversitetsudfordringen, stærkt fokus på bæredygtighed – socialt såvel som miljømæssigt – samt en generel professionalisering og opkvalificering.

- Producentforeningen faciliterer en taskforce, hvor vi i et bredt branchesamarbejde arbejder strategisk med at afdække fremtidens kompetencebehov og bl.a. har udarbejdet stillingsbeskrivelser for langt de fleste funktioner og roller på både fiktions- og tv-siden. Det er så vigtigt at have et fælles sprog og en fælles indgang til at forstå udfordringerne, og jeg elsker at vi sammen kan løfte opgaverne.

- Og på den større klinge kan jeg naturligvis ikke undlade at nævne AI, som på vilde og fantastiske måder vil forandre og optimere en lang række arbejdsgange, måder at producere indhold på og også bare agere i verden. Jeg er nysgerrig, begejstret og virkelig all in på at omfavne de nye muligheder. Og så taler jeg med min chatbot løbende gennem dagen, tilføjer hun.

Kommende medieaftale
Katrine nævner også AI, når hun skal svare på spørgsmålet om den største udfordring for producentbranchen:
- Vi ser ind i en tid med forandringer, både i den teknologiske udvikling som AI og i vores forretningsmodeller og ændringer i markedet. F.eks. er Youtube den største kanal i Danmark, men der er ikke en forretningsmodel, som kan understøtte produktionsbranchen.

Usikre forretningsmodeller er også omdrejningspunkt for det, som Tina ser som den største udfordring;
- Presset på den danske rettighedsstruktur, aktuelt og helt konkret konflikten med Yousee/Nuuday, udfordrer vores forretningsmodel og -grundlag og risikerer at medføre store negative konsekvenser for de enkelte selskabers økonomi samt for produktionen af lokalt, dansk indhold i fremtiden.

Den kommende medieaftale er en af de opgaver, som fylder mest i Producentforeningen dette efterår, og de nye bestyrelsesmedlemmer har klare ønsker til den.

- Fra min stol må målet være en aftale, der fastholder stærke public service-forpligtelser og sikrer mangfoldigheden i dansk indhold – gerne med højere krav til DRs udlægning til eksterne producenter, understreger Tina og tilføjer:
- Samtidig skal rettighedsstrukturen beskyttes, så producenterne får fair og stabile vilkår i en branche, hvor økonomien er under pres. Og så bør aftalen også have blik for fremtiden således, at den kan være med til at drive en mere bæredygtig produktion, skabe bedre rammer for arbejdsliv i branchen og understøtte udvikling og talent, så dansk tv bliver ved med at forny sig og kunne måle sig internationalt.

Katrine lægger vægt på, at producenterne skal være tydelige afsendere:
- Jeg har et stort ønske om, at producenter samlet spiller vores egne ønsker ind – gerne i samarbejde med de andre brancheaktører. Og så kalder tiden på åndelig oprustning, som er oplagt at sikre via rammerne for DR og TV 2’s public service-aftaler.

Det mål hænger fint sammen med Katrines motivation for at være med i bestyrelsen.

Bestyrelsesarbejdet
- Jeg har samarbejdet med Producentforeningen, da jeg sad på TV 2, og har derfor både en indsigt i, hvad der foregår på den anden side af bordet, og samtidig også et blik udefra, som jeg tror kan bidrage til at kvalificere og nuancere vores samtaler. En af de ting, jeg gerne vil arbejde for, er at Producentforeningen har en stærkere stemme og en mere proaktiv tilgang til sagerne.

Tina fremhæver, at bestyrelsen skal være bredt sammensat: 
- Jeg repræsenterer stolt en del af branchen som – meget sat på spidsen – er hamrende dygtige til bl.a. familieunderholdning og karakterbåret reality og finder det afgørende, at også den del af de kulturskabende kræfter sidder med ved bordet. . Jeg håber også at kunne bidrage ved at lade Metronome være beviset på, at god, ansvarlig forretningsførelse og menneskelig omtanke fint kan gå hånd i hånd med selv de største forretningsmæssige ambitioner.

Producentforeningens rolle i forhold til bredere samfundsspørgsmål som ESG, optager både Tina og Katrine, der er enige om, at producenterne har et stort ansvar for at drive de dagsordener.
 
- Jeg ser et stort potentiale i, at vi er med til at drive udviklingen af branchen. Det kan være svært at lave kontinuerlig udvikling, når man er projektbaserede virksomheder, og derfor har Producentforeningen en stor rolle at spille på de store brede udviklende agendaer, siger Katrine. Tina supplerer; 
– Vi skal løfte i flok, så vi bliver flere kompetente kræfter om at udtænke de bedste løsninger og rammer for vores arbejde.

Producentens rolle
Producentforeningens nye strategi sætter større fokus på selve producentrollen, og det er også ønsket, at den skal styrkes yderligere i foreningens indspil til den nye medieaftale. De nye bestyrelsesmedlemmer støtter op om dette:

- Den erklærede ambition om, at Producentforeningen skal udgøre et stærkt fagligt fællesskab, hvor vi sammen kan tackle vores fælles udfordringer, er helt rigtig. Jeg tror på at skabe nogle forpligtende rammer, hvor vi løfter i flok, for der er nok at tage fat på, siger Tina og afslutter:

- Når Producentforeningen formår at gå forrest, skaber det kæmpe værdi ude i de enkelte selskaber og produktioner, som fx da man tog del i kampagnen og det store arbejde bag “Stregen i sandet”.

Katrine opsummerer:
- Jeg synes, at producent- og producerrollen er blevet glemt i de seneste års brancheudfordringer, og vi har måske glemt at tale vores egen faglighed op. Den store kompleksitet, som der er i fiktionsprojekter, kræver ekstremt meget af både producenter og producere. Der er flere krav fra finansiører, fra aftagere, fra publikum, og der er øget fokus på afrapportering og måling af nye og nødvendige tiltag fx grøn produktion og diversitet. Denne kompleksitet gør det langt sværere at løfte producerens opgave: at skabe et kreativt rum for forfattere og instruktører, som sikrer, at de kan lave deres ypperste – og dermed projekter af højeste kvalitet.
 

Opdateret 5. sep 2025

Vil du vide mere?