De tre regionale filmfonde på besøg i København
Danmark har fået en ny regional filmfond i Østdanmark, og der er nu tre filmfonde i alt: FilmFyn, Den Vestdanske Filmpulje og Den Østdanske Filmfond. Det var udgangspunktet for Producentforeningens inspirationsmøde, hvor producenterne kunne møde fondene og stille spørgsmål til fx kriterier og krav for at få støtte til fiktions- eller dokumentarprojekter.
Rekordmange producenter var mødt op til inspirationsmødet den 24. juni 2026 for at høre hvad Klaus Hansen, Steen Risom og Kim Magnusson havde at fortælle, og måske særligt for at høre om den nye fond, som for kun få dage siden kunne offentliggøre den første ansøgningsfrist. Fælles for de tre regionale fonde er, at den lokale forankring er vigtig, og at den regionale støtte skal spille sammen med de nationale mål, i og med at fondene finansieres af både kommunale midler og af midler allokeret i filmaftalen.
Fondene har meget til fælles, men der er også tydelige forskelle. Blandt forskellene er, at Den Østdanske Filmfond har faste ansøgningsfrister, mens FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje løbende tager imod ansøgninger – endda gennem samme ansøgningsportal. FilmFyn støtter ikke kortfilm – det gør til gengæld de to andre. Den Vestdanske Filmpulje har to faste filmkonsulenter til at vurdere ansøgninger, mens de andre to fonde lægger sig op ad DFI, når det gælder vurderingen af den kunstneriske kvalitet.
FilmFyn: Flere filmarbejdere på Fyn
Klaus Hansen, Film Fyn, lagde ud med programerklæringen: ”FilmFyns opgave er at skabe størst mulig værdi af de offentlige midler, vi investerer. Det gør vi ved at skabe stærke film, udvikle stærke filmarbejdere og sikre et stærkt folkeligt og politisk medejerskab til dansk film”.
FilmFyn ønsker et synligt Fyn i de støttede projekter. Det kan være gennem fynske locations, fynske filmarbejdere eller fynske fortællinger. Men det behøver ikke være en fynsk film. Mange foregår et helt andet sted, men Fyn skal have noget ud af det.
Der er et helt eksplicit ønske om flere dygtige filmarbejdere på Fyn og et mere bæredygtigt arbejdsmarked. Derfor stilles der krav til produktionerne om aktiv rekruttering på Fyn.
Den vestdanske filmpulje: Stort fokus på børn og unge
Herefter fik Steen Risom fra Den Vestdanske Filmpulje ordet. Der er 14 kommuner i Den Vestdanske Filmpulje og et samlet budget på 55 mio. kr. om året. Noget af det, som særligt kendetegner Den Vestdanske Filmpulje, er en stor andel af børne- og ungeprojekter. Filmaftalen stiller krav om, at 25% af støtten skal gå til film for børn og unge, og det opfylder – og overgår – filmpuljen, bl.a. på grund af stor andel af animationsprojekter, der udspringer af miljøet omkring The Animation Workshop i Viborg.
Den Vestdanske Filmpulje arbejder med stort set samme vurderingskriterier som FilmFyn: Kunstnerisk kvalitet, lokal arbejdskraft og udvikling af det regionale miljø, og der er ikke tale om en mekanisk vurdering – det er en helhedsvurdering.
Den gode ansøgning skal indeholde en konkret fornemmelse af den regionale forankring. Og så er det vigtigt, at vi ved, at ansøgningen kommer, siger Steen Risom. Vi vil rigtig gerne vide, hvad I kommer med, i god tid – det gælder primært produktion af de store projekter.
Statsmidlerne fordeles mellem spillefilm og dokumentarfilm i en 80-20-fordeling (både udvikling og produktion), og de kommunale midler bruges til tv-serier, som der kommer 1-2 af om året, samt på brobygning og brancheudvikling, blandt andet sammen med Producentforeningen.
Den østdanske filmfond: Topfinansiering i første runde
Den nyest tilkomne filmfond er Den Østdanske Filmfond, som omfatter København, Guldborgsund og Vordingborg kommuner og som administreres af Copenhagen Capacity med Kim Magnusson som leder af fonden og Jennefer O’Garrow som koordinator. Fonden blev etableret i efteråret 2025, og nu er der en dato for første ansøgningsrunde, nemlig 2. juli. Fonden har 40,5 mio. kr. til uddeling i år og håber at komme op på det maksimale beløb, nemlig 55 mio. kr., fra næste år.
Der kommer til at være tre ansøgningsrunder om året: januar, april og september/oktober.
Fonden kommer i opstartsfasen ikke til at se på udviklingsprojekter ud over små lokalt forankrede projekter eller projekter, som er så langt fremme, at de kan færdiggøres inden for den nuværende filmaftale. Fonden vil uddele topfinansiering her og nu, men det kan ændre sig.
Der er hverken pointsystem, spendkrav eller genrekrav, men et klart fokus på projekter, der ligger i kommunerne. Når Københavns Kommune er med i fonden, så falder mange projekter inden for rammerne. Men der foregår også rigtig meget i de andre kommuner, og det er vigtigt at kunne vise, at fonden kommer til at gøre en forskel også uden for København.
Som de øvrige to fonde vil Den Østdanske Filmfond gerne støtte talenter, og det bliver sandsynligvis gennem initiativer, der allerede findes, og eventuelt gennem et kortfilmscall.
Spørgsmål
Med den nye fond er der kommet flere midler i spil. Forestiller I jer, at hver fond giver flere penge eller at projekter fremover skal have støtte fra flere fonde?
Steen Risom: Der skal være fri plade for producenter i forhold til at sammensætte finansieringen. Der vil komme en ny dynamik, når der nu er en ny fond.
Dialogen med DFI – hvordan fungerer den?
Klaus Hansen: Arbejdsdelingsaftalen var en katastrofe! Den viste, hvor galt det kan gå med meget detaljerede politiske krav. Vi vil meget hellere have en dialog, også med branchen. Lige nu har DFI været igennem et ledelsesskift og en udfordrende sag med det nye filmtag, og det nye samarbejde er først lige kommet i gang. Der er nu en samarbejdsaftale, som handler om at opfylde de nationale mål. Fondene og DFI skal på ingen måde koordinere projekter, men stikke fingeren i jorden ift. målsætninger i filmaftalen.
Hvilke kriterier bruger I, når I prissætter produktionsstøtten? Hvad gør at nogen får 1 mio. kr. og andre får 5 mio. kr.?
Steen Risom – og bakket op af de øvrige: Der er stor forskel på, hvad der bliver søgt om. Hvis det overhovedet er muligt at give det, som der bliver søgt om, så gør vi det. For lav regional forankring, konkurrence med andre projekter og for få midler kan trække i den anden retning. Hvis fonden vælger at støtte med markant mindre end ansøgt, så vil der altid være en dialog med ansøger.