Charlotte Enevoldsen bliver ny vicedirektør i Producentforeningen

Producentforeningen styrker sin organisation med ansættelsen af en vicedirektør. Det bliver Charlotte Enevoldsen, der kommer fra en stilling som mediepolitisk chef i Dansk Erhverv.

This describes the image

Efterspørgslen efter originalt dansk indhold – hvad enten det er tv, spillefilm, dokumentarfilm, reklamefilm eller spil - har aldrig været større, og branchen oplever voldsom vækst. Derfor styrker Producentforeningen sin organisation med oprettelsen af en ny stilling som vicedirektør, og ansætter Charlotte Enevoldsen, der kommer fra en stilling som mediepolitisk chef i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

”Foreningens medlemmer leverer indhold i absolut verdensklasse. Aldrig har balancen mellem kultur og forretning været bedre. Den store efterspørgsel kræver dog at vi udvider direktionen og tager et stærkere strategisk greb, så vi kan blive ved med at vokse og levere høj kvalitet. Den opgave passer perfekt til Jørgen og Charlotte” siger Producentforeningens formand Fredrik Hillerbrand.

Producentforeningen organiserer godt 140 danske virksomheder indenfor spil, tv og film i en branche, der i 2020 omsatte for 7,5 mia. kr. og eksporterede for godt 2,6 mia. kr. Branchen har et stort vækstpotentiale i de kommende år – både økonomisk og i forhold til beskæftigelse – men står også overfor store udfordringer i forhold til rekruttering af kvalificeret arbejdskraft, rammevilkår og udvikling af nye politikområder som f.eks. bæredygtig produktion. De opgaver skal Charlotte Enevoldsen sammen med det øvrige sekretariat være med til at løfte

”Jeg glæder mig utroligt meget til arbejdet i Producentforeningen og til at kæmpe for bedre vækstbetingelser for Danmarks mange dygtige producenter, som allerede nyder stor anerkendelse verden over og bidrager til eksport og beskæftigelse i Danmark. Jeg ser frem til samarbejdet med Producentforeningens medlemsvirksomheder og de dygtige medarbejdere i sekretariatet”, siger Charlotte Enevoldsen.  
”Vi oplever et støt stigende behov for at Producentforeningen udvikler politik og involverer sig i flere og flere områder – ikke mindst erhvervspolitisk, og derfor er det en kolossal styrkelse at få Charlotte ansat, så jeg glæder mig meget til samarbejdet”, siger Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen.

Charlotte Enevoldsen tiltræder stillingen den 1. marts 2022.
 
 

Opdateret 4. jan 2022

Vil du vide mere?