Branchens diversitetsproblem kan blive en bremseklods for udvikling

Nikkie Breinholt Dahm, producer og medejer af Dune Productions, fortæller om Danmarks vestligste beliggende filmselskab, som hun har skabt sammen med producer og instruktør Anne Svejgård Lund. Dune Productions er nyt medlem af Producentforeningen.

This describes the image

Hvad er visionen for jeres virksomhed og hvad gør den unik? 
Dune Productions er solidt plantet i sandet i og omkring Løkken Strand - vi tror på, at der er historier her, som kun vi kan fortælle. Vi skabte Dune for at skabe film med de åbenlyse muligheder vi har omkring os. I Vendsyssel er vi vant til en høj grad af selvstændighed, så det at stå som kvinder ved eget ror var naturligt, da behovet og lysten opstod. Det er klart, at det at være langt fra den danske filmbranche er forbundet med både fordele og ulemper, men det giver os nogle unikke muligheder for at gribe tingene an på vores egen måde med afsæt i helt nye sammensætninger af samarbejder, som ikke tidligere har været en del af dansk film. 

Hvad er historien bag navnet på jeres virksomhed?
Når man bor på Vestkysten, kommer naturen på mange måder før alt andet. Det er helt naturligt at kende vindens retning og hastighed, og det er vindens retning og hastighed, der styrer sandet og danner klitterne. Vi har bogstaveligt talt kontor i klitten, men selvom vi udelukkende er kvinder på kontoret, så giver klitproductions måske de forkerte associationer. Derfor blev det Dune. 

Hvad er jeres seneste produktion – og hvorfor valgte I det projekt? 

Vores seneste produktion er Os der lever, instrueret af Anne Svejgård Lund. Det er en lokal film med en universel fortælling om følelsen af hjemstavn, hvor vi komme ind under huden og mærker de eksistentielle vilkår for folkene ved havet. Den viser alt det trygge og velkendte midt i livets og verdens evige foranderlighed. Os der lever er min første store produktion. I ordets allerbedste forståelse så må jeg sige, at det har været en fuldendt oplevelse, der føles så rigtigt, at jeg ikke helt kan gøre rede for, om det var mig, der valgte filmen eller filmen, der valgte mig.  

Projektet er skabt uden finansiering fra DFI, men i stedet med en sirligt bundet finansieringsbuket af regionale partnerskaber. Det har blandt andet betydet, at vi har kunne afvikle filmen sammen med et helt symfoniorkester og selv stået for en biografdistribution med rigtig fine biograftal. Vi tror på, at vores lokale kendskab til de små biografer og deres publikum har haft betydning for den biografsucces, som filmen har været med tæt på 8000 solgte billetter.  

Projektet har åbnet for leg med form og lancering og nærmest udviklet sig til en genre for sig, hvor provinserne er inddraget og taget seriøst som samarbejdspartnerne på de præmisser, der er til stede her. 

Hvad arbejder I med nu? 
I øjeblikket arbejder vi stadig på vores biografturné med Os der lever og gør klar til ekstrakoncert med Aalborg Symfoniorkester. Derudover har vi netop afsluttet et udviklingsforløb hos DFI og er i fuld gang med at lægge sidste hånd på finansieringen af vores næste film. Her bygger vi ovenpå mange af partnerskaberne fra vores første film, men vi trækker også på de mange tråde særligt Anne har til den internationale filmbranche med en fortælling, der både foregår i Løkken og flere andre lande.
Derudover gør vi klar til at tage Os der lever på en turné med film og musik og masser samvær, dog i lidt mindre scala. Vi kalder turneen ”Os der stadig lever”, og den rammer udvalgte plejehjem i Nordjylland i løbet af efteråret. Turneen vil være med til at bane vejen for at vores ambition om, at ældreområdet og filmverdenen kan mødes, følges ad og være sociale samlingspunkter på plejehjemmene også i fremtiden.  

Hvad er den største udfordring for jeres selskab lige nu? 

Generelt oplever vi herfra, hvor vi sidder, at der kan være en tendens til at branchen lukker sig lidt om sig selv. Vi savner at blive mødt med en lidt større tillid. Er du ukendt og kommer fra steder, hvor der traditionelt set ikke produceres så mange film, kan det være svært at få en chance. Vi har begge haft fingrene i andre filmbrancher, hvor der bliver kigget mere på kvalifikationerne og kvaliteten. Fremfor hvor du kommer fra, og hvem du kender. I værste fald kan branchens diversitetsproblem blive en bremseklods for vores udvikling. Heldigvis har branchen jo et øje på sig selv, så det må være første skridt mod at ændre noget.

Hvad er den største udfordring for branchen generelt? 
Hvor vi altid er blevet opfordret til at passe ind, tilegne os sproget og samarbejde med branchens velkendte mennesker, er vi nu blevet opmærksomme på, at det vi kommer med, som er anderledes nordjysk, måske lidt mere tøvende og eftertænksomt, netop kan være vores styrke. Kigger man udenfor Danmark, er det jo værd at huske på, at langt de fleste film i verden produceres uden det kvalitetsstempel, som DFI repræsenterer her i Danmark.

Hvad har været jeres største succes?

Vores største succes er, at det er lykkedes at arbejde på tværs af rigtig mange genrer, kunstformer, institutioner, og virksomheder. Det er helt fantastisk at mærke velviljen, som omgiver os, og som får de her multisamarbejder til at ske gnidningsfrit og fordomsfrit. Og jo også helt fantastisk, når vi ser, hvordan det har en direkte indflydelse på filmens liv. Vores erfaring er, at der kommer et stærkt møde med publikum ud af det.

Og hvad var den mest fatale fiasko?
Vi etablerede Dune i oktober 2021 og har nået rigtig meget på den korte tid. Vi har arbejdet koncentreret med en masse store ideer og lagt ukendte ekstra-lag ind i produktionen. Vi har haft modet til at følge processen og på den konto føjet en tyngde, kompleksitet og kvalitet til projektet. I hele den kompleksitet har vi mødt mange forskelligeartede opgaver og ting, der skulle arbejdes lidt ekstra med. Men, vi har ikke mødt vores fatale fiasko. Endnu. 


Hvis du skal give et godt råd til en af aktørerne i den danske producentbranche, hvad skulle det så være?
Tænk også over, hvad det kræver at forløse nye historier og fortællinger på nye geografiske steder i landet. Forsøg at give plads til diversitet. Hvis det er for vanskeligt, så start med at lade den afspejles, der hvor beslutningerne bliver taget. Er der for skrapt at sige?  Men det er jo på den måde at kvaliteten øges. Og fundamentet for at lave film udenfor Kbh styrkes. 

Hvorfor har I valgt at lave jeres eget selskab i stedet for at være ansat i et selskab? 
Vi havde mulighed for at skabe noget nyt - skabe en kulturændring, hvis vi kunne producere filmen lokalt. Vi havde så tilpas meget kendskab til den lokale verden og filmverdenen, så det ville vi ikke gå glip af. Siden der ikke var andre filmselskaber, stiftede vi Dune Productions. Jeg tog et spring fra kunst- og kulturledelse over i en verden, der handler om at producere film. Anne har 15 års erfaring som filmproducer fra London og tog springet som erfaren solo-filminstruktør ind i vores fælles helt lokale selskab. 

Facts:
Dune Produktions er etableret i 2021
Hvor mange ansatte er der? 3
Selskabet er etableret af filminstruktør Anne Svejgård Lund og Nikkie Breinholt Dahm.

Hvilke produktionsområder fokuserer I på?
Vores hjerte banker for dokumentaroplevelser, hvor vi engagerer publikum og giver dem oplevelser, der efterlader indtryk på et dybere plan. 


Nikkie Breinholt Dahm, producer og medejer af Dune Productions.
Igennem tiden har jeg supporteret udstillinger og events med danske og internationale kunstnere, blandt andet i det prisvindende kunstprojekt BunkerLove, der samlede kunstnere fra hele verden i bunkere langs Atlantvolden. 
Projektledelse og matching af kunst, kultur og erhverv. Min sensitivitet for nuancerne i det kunstneriske projekt og nordjyske netværk tager jeg med ind i Dune. 

Producer / Producent
Os der lever 2023

Anne Svejgård Lund, producer, filminstruktør og medejer af Dune Productions

Hun har produceret Feature Docs som associate producer I Roastbeef Production UK: The Machine of Human Dreams ( UK/ISRAEL ) The Man Behind The Microphone ( UK  /TUNISIA ) Tierra Caliente ( UK/MEXICO) We intend to cause Havoc ( UK/CZ/ITALIEN )

Tilrettelægger/ instruktør /producer DK
Den Hvide by 2017 TV2
Astrids Univers 2018 TV2
Minkfarmen Norden 2021
Drømme i Brovst 2020
Os der lever 2023

Fotos: Fotograf Cathrine Ertmann

 

*****

Producentforeningen har knap 150 medlemsvirksomheder, og der kommer løbende nye til. Vi kører med ujævne mellemrum en serie i nyhedsbrevet, hvor vi giver de nye medlemmer muligheden for at fortælle om sig selv og om deres virksomheder med udgangspunkt i en række standardspørgsmål. Det er selvfølgelig frivilligt at deltage. Vi skriver til de nye medlemmer løbende - og vi er ikke igennem listen endnu. Hvis du også er nyt medlem og endnu ikke er inviteret til at deltage i serien, så tag fat i os. Skriv til bm@pro-f.dk 

Opdateret 2. jun 2023

Vil du vide mere?