Bæredygtig film- og tv-produktion
Branchesamarbejdet Bæredygtig Film og TV Produktion har udarbejdet en vejledning til at producere med reduceret klimaaftryk. Hent håndbogen på bftp.dk
Mandag den 25. oktober 2021 blev Håndbog i bæredygtig film- og tv-produktion - Med GreenFilm Certificering offentliggjort. Håndbogen giver en række meget konkrete og praktiske anvisninger til at reducere klimaaftrykket på en film- eller tvproduktion, og den kan hentes online eller rekvireres hos Vision Denmark. Håndbogen bygger på analyser af den danske film- og tv-branches CO2-forbrug, øvrige internationale certificeringsværktøjer og erfaringer fra andre brancher, og det er tanken, at håndbogen primært skal bruges som inspiration til at komme i gang med at producere mere bæredygtigt. Der er også mulighed for at få certificeret en produktion, og håndbogen indeholder konkrete anvisninger på, hvad man skal gøre, hvis man ønsker dette.
Håndbogen blev lanceret på et formiddagsseminar i Bio Asta i Filmhuset, hvor bl.a. Vigand og Maagøe præsenterede analysen af branchernes CO2-forbrug. Bureau Veritas som kan hjælpe med certificeringen gav en kort introduktion til, hvordan en certificering kan forløbe, og Anders Morgenthaler fortalte om erfaringerne med en konkret tv-produktion med fuldt fokus på bæredygtighed: Ingen flyrejser, fuldt fokus på affaldssortering, vegetarisk catering, genbrug af kulisser og meget mere. Se eller gense seminaret her på dfi.dk
GREEN FILM-håndbogen og pointsystemet ligger på hjemmesiden bftp.dk, hvor der også ligger en lang række konkrete anvisninger til de forskellige funktioner på en filmproduktion. BFTP - Bæredygtig Film og TV Produktion - er et branchesamarbejde mellem Vision Denmark, Det Danske Filminstitut, DR, TV2, Producentforeningen, Den Vestdanske Filmpulje, Film Fyn, Discovery, NENT Group og Nuuday.