Babelstårnet, version 2021

Den seneste omstrukturering i DR minder om en omgang stoleleg for mellemledere.

This describes the image

Starten på oktober bød på endnu en omstrukturering i DR. Afdelinger, direktørområder og måske prioriteringer flytter rundt under overskriften - “Sammen om det vigtige”. Hverken overskriften eller de mange del-målsætninger i den farvelagte præsentation af omstruktureringen vil skabe stort postyr. Få - om nogen af dem - ville klare “ikke-testen”. Derfor er den afgørende prøve ikke de mange ord, men om DR nu får en organisation, arbejdsgange og prioriteringer, der kan sætte handling bag ordene.


Her melder tvivlen sig desværre. Fremover skal alle beslutninger om, hvilke programmer, der skal producers og bestilles, tages i hele DR, udtalte Generaldirektøren og satte trumf på med udsagnet: “Nu får alle chefer i DR et ansvar for den digitale udvikling”. Det er sikkert velment, men for producenter, der i årevis har forsøgt at finde ud af, hvem der kunne tage beslutninger i en struktur, hvor DR Medier havde ansvaret, lyder den nye model som Babelstårnet, version 2021.


Det er en gammel og velafprøvet sandhed, at hvis alle har ansvaret - så har ingen ansvaret, og den nye struktur i DR ser desværre ud til at matche den sandhed 100%. De seneste ugers diskussion om DR Drama illustrerer udfordringen. Ingen broadcaster eller streamingtjeneste kan spille nogen væsentlig rolle uden et udbud af fiktion - og meget af det. Fiktion er dyrt, og det kræver derfor en skarp og klar prioritering. Svaret på, om DR er klar til den prioritering, blæser fortsat i vinden - foreløbig er DR's udspil, at der oprettes endnu en chefstilling for DR Drama. Men løsningen på DR's problemer er ikke flere chefer – hverken i DR Drama eller i al almindelighed. Der mangler klarhed, ansvar og prioritering. Desværre også i den nye organisering. 


Udefra set får jeg en fornemmelse af en stor omgang mellemleder-stoleleg. DR Medier lukkes og DR Bruger, Marked og Publicering opstår, referencer flytter og chefer omplaceres med uklare begrundelser og ansvarsområder. De mails DR lige nu rundsender til branchen, rejser flere spørgsmål end svar. Og det haster med svar. 

Intentionerne i DR's nye plan er helt rigtige. DR skal selvfølgelig fortsat være en uundværlig del af danskerens medieforbrug, og derfor ligger fremtiden på DRTV og dr.dk. Men det haster unægtelig med at sætte handling bag de mange rigtige ord.


Jørgen Ramskov
Direktør 

Opdateret 6. okt 2021

Vil du vide mere?