Nyt institut for spiludvikling

Regeringen vil etablere et nyt institut for spiludvikling, som skal fremme spiludvikling i Danmark. Det fremgår af regeringens forslag til finanslov. 

This describes the image

”Vi er meget glade for at se, at regeringen har sat et institut for spiludvikling på finansloven. Det vidner om, at der er en vilje til at modernisere kulturpolitikken i Danmark. Digitale spil er blevet en vigtig del af danskernes kulturforbrug, så det er helt naturligt, at man fra politisk side begynder at interessere sig mere for udviklingen af spil i Danmark. Derudover er det en stor anerkendelse af spilbranchen, hvis mangeårige ønske om større politisk opbakning og bedre rammevilkår nu endelig bliver imødekommet”, siger Charlotte Enevoldsen, vicedirektør i Producentforeningen. 

Digitale spil er en af danskernes absolut foretrukne kulturelle aktiviteter. Børn, unge og en stor og stadig stigende del af voksne spiller dagligt på deres mobil, tablet, computer eller konsol. Ifølge Kulturministeriets nye kulturpolitiske redegørelse er digitale spil den 6. mest benyttede kultur- og fritidsaktivitet blandt alle danskere over 16 år efter musik, film/serier, motion, sport og bøger.

”Som kulturelt erhverv skaber digitale spil en helt unik synergi mellem det kunstneriske og kommercielle. I udlandet har der i flere år været stor interesse for de danske spil, og ud af de godt 3 mia. kr., som danske spiludviklere omsætter for hvert år, kommer 2/3 fra eksport”, siger Charlotte Enevoldsen. Herhjemme har der hidtil ikke været samme grad af opmærksomhed omkring digitale spil, men nu har regeringen anerkendt behovet for et selvstændigt institut for spiludvikling. ”Et institut for spiludvikling vil bidrage til, at branchen får den nødvendige hjælp og støtte til at udfolde sit store uudnyttede potentiale gennem støtte til både kunstneriske og kommercielle spil, promovering af danske spil, eksportfremme og talentudvikling”, siger Charlotte Enevoldsen. 

I dag findes der kun én statsligt finansieret støtteordning målrettet spil, Spilordningen, som administreres af Det Danske Filminstitut og uddeler ca. 10-12 mio. kr. årligt til danske spiludviklere. ”Vi forventer, at den nuværende støtteordning, Spilordningen, fortsætter på minimum samme niveau som i dag, og at ordningen flyttes fra Det Danske Filminstitut til det nye institut for spiludvikling”, siger Charlotte Enevoldsen og ser frem til, at Spilordningen skal genforhandles i filmforligskredsen i løbet af efteråret.

Baggrund & tal
Producentforeningen udarbejdede for et års tid siden denne analyse af ”State of the nation i den danske spilbranche” og har siden arbejdet for etableringen af et selvstændigt institut for spiludvikling i Danmark.

Se også rapporten Danske Indholdsproducenter 2023
 

Faktaark om spilforbruget i Danmark og spiløkonomien i Danmark

Pressemeddelelse fra Producentforeningen 29. august 2023

Opdateret 30. aug 2023

Vil du vide mere?