Øget fokus på sportsrettigheder presser det brede udbud

Det er en gammel sandhed, at det går op og ned i showbizz – og sjældent har det passet så godt på vores branche som nu. 

This describes the image

I foråret fik vi en politisk bred og langsigtet medieaftale med et afbalanceret kulturbidrag. Det sikrer øget finansiering til dansk film og giver samtidig streamingtjenester et incitament til at investere herhjemme. 
Vi fik en kulturpolitisk redegørelse, der meget klart understreger kulturens store og afgørende betydning i samfundet - også som erhverv, og her i august kom et finanslovsudkast, der prioriterer at oprette et selvstændigt institut for spiludvikling, så spil får en selvstændig position som kunstform og erhverv.

Tingene begyndte at se lyst ud efter politisk usikkerhed og en ødelæggende rettighedskonflikt.

Men allerede tilbage i juli fik vi så et nærmest historisk økonomisk kollaps hos Viaplay, hvor vækst og investeringsplaner med et blev banket helt i bund. En tjeneste, der alene på fiktionsproduktioner har investeret +200 mio. kr. årligt i den danske branche. Knap var den mavepuster væk, før TV 2 nedjusterede forventningerne til deres forretning og udsatte bestilling af nye tv-programmer og udskød andre til 2024, og dermed skubbede de krisen videre ind i næste år.

Og nu melder TV 2 ud i medierne, at deres vækst fremover skal bæres af køb af sportsrettigheder. Sport er bestemt en del af TV 2’s public service-forpligtelse – men det er nyhedsformidling, oplysning, kunst, kultur og underholdning i den grad også, og der er grund til bekymring, hvis TV 2 fremover investerer stadig flere midler i sportsrettigheder. 

Udviklingen i markedet går mod investeringer i sportsrettigheder, det er her streamingtjenesterne nu satser og priserne er eksploderet. Det sætter alt andet lige investeringer i film, serier og øvrige tv-programmer under pres med en klar risiko for færre investeringer i nyt dansk indhold.
I Danmark har vi heldigvis en solid politisk tradition for at sikre et mangfoldigt udbud af nyt dansk indhold bl.a. gennem de to public-service tv-stationer og streamingtjenester DR og TV 2.

DR og TV 2 er forskellige og opererer på forskellige markedsvilkår, men de har en fælles forpligtelse – nemlig at sikre et bredt udbud af dansk public service-indhold.

TV 2 skal naturligvis kunne operere på markedsvilkår, men det skal ske i en balance med medieaftalens politiske krav om styrkede investeringer i dansk indhold som bl.a. drama, musik, dokumentar og indhold til børn og unge. 

 

Jørgen Ramskov

Direktør
 

Opdateret 31. aug 2023

Vil du vide mere?