Opråb fra filmbranchen

Fælles pressemeddelelse 12. juni 2013: Den 14. juni skal der tages et kulturpolitisk ansvar for fremtiden!Vi har et stort ansvar for, at vore børn og børnebørn også i fremtiden får mulighed for at opleve danske, lokalt forankrede fortællinger på tv, i biografen og på on-line medieplatforme. Derfor er det vigtigt, at kultur og dermed medier ikke bliver en del af en frihandelsaftale mellem EU og USA.

Den 14. juni 2013 skal handelsministrene i EU's medlemslande godkende det forhandlingsmandat til de kommende forhandlinger om en frihandelsaftale med USA, som EU Kommissionen har foreslået. Forhandlingerne forventes at gå i gang i begyndelsen af juli i år.

I den sammenhæng kommer de europæiske – og herunder danske – nuværende og ikke mindst fremtidige støtteordninger for kultur og medier i farezonen, idet de kan opfattes som hindringer for fri handel mellem EU og USA.

Udfordringen er dog, at det netop på kulturområdet er umuligt at skabe et fair og lige konkurrenceforhold mellem en mastodont som USA og et lille sprogområde som for eksempel Danmark. Vi opfordrer derfor Danmark til i EU at stemme for den "kulturelle undtagelse" i forhandlingerne om en frihandelsaftale med USA.

Hvis kultur og dermed også film, tv og andre audiovisuelle medier ikke bliver undtaget, vil det være:

•  et alvorligt angreb på de fremtidige muligheder for at støtte dansk kultur
•  et alvorligt angreb på muligheden for at etablere fremtidige medieplatforme, der har et dansk eller europæisk udgangspunkt
•  en styrkelse af store amerikanske aktører, som i forvejen har et forspring, og som ikke bidrager til produktion af danske og europæiske fortællinger

Den kulturpolitik der skal føres, må som hidtil være båret af samarbejdet mellem europæiske kreative kræfter, private investorer og samfundets ønske om at sikre europæisk kultur, så den bidrager til bevarelsen af identitet og nationalt fælleskab både i de enkelte europæiske lande og landene imellem.

Vi opfordrer derfor Handels- og Investeringsministeren til at rejse til EU's Ministeråd på fredag med et kulturpolitisk ansvarligt mandat og således støtte EU Parlamentets resolution af 27. maj 2013. Det vil sikre fremtidig produktion og distribution af stærke og vigtige danske og europæiske film og tv-serier. Og det vil sikre, at kommende generationer af europæere kan opleve deres egne, nationale fortællinger på fremtidige on-line medieplatforme.
 
Danske Filminstruktører, Producentforeningen, Danske Dramatikere, FAF - Film- og TV-arbejderforeningen, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Kunstnerråd, Danske Biografer, Den Vestdanske Filmpulje og Film Fyn. 

Læs mere om frihandelsaftaler og bestemmelser inden for det audiovisuelle område

Læs mere om baggrunden for forhandlingerne

For kommentarer og yderligere oplysninger, kontakt:

Danske Filminstruktører: Sandra Piras, sekretariatschef / Annette K. Olesen, formand – tlf. 26199089/25212448
Producentforeningen: Klaus Hansen, direktør – 2081 0959
Dansk Skuespillerforbund: Katja Elgaard Holm, formand - 2614 4118
Danske Biografer: Kim Pedersen, formand - 2033 5301