Fejl i blankmedieordningen

Danmark har ikke implementeret et EU-direktiv om blankmedieordninger korrekt. Derfor har danske producenter og øvrige rettighedshavere gennem de seneste mange år ikke fået fået den kompensation, som de burde.

Når private forbrugere kopierer originalværker over på blanke medier, mister kunstnere og producenter indtjening. Derfor blev blankmedieordningen indført i 1992, men den danske ordning omfatter stadig kun løse medier - cd’er, dvd’er, usb-sticks og hukommelseskort - og ikke de medier, som er indbygget i fx tablets eller harddiskoptagere. Danmark skiller sig dermed markant ud fra de øvrige EU-lande. Samtlige EU/EØS-lande med undtagelse af Letland og Danmark har inkluderet mp3-afspillere i deres ordning, og over halvdelen af landene har inkluderet smartphones.

Den danske blankmedieordning er ikke er fulgt med den teknologiske udvikling og inkluderer ikke de medier, som i dag fortrinsvis anvendes til kopiering. Størrelsen på den rimelige kompensation er tilmed også blandt de laveste i Nordvesteuropa. Konsekvensen er, at kompensationen til rettighedshaverne og støtten til nye kulturinitiativer er faldet drastisk.

Reglerne i den danske blankmedieordning er baseret på EU regler, navnlig det såkaldte Infosoc-direktiv. EU-Domstolen har gennem de seneste år afsagt en række domme om rammerne for vederlagsordninger i forbindelse med privatkopiering. Den 5. marts 2015 afsagde EU-Domstolen dom i en verserende sag mellem Nokia (nu Microsoft Danmark) og Copydan KulturPlus. Domstolen angav bl.a., at både løse og indbyggede medier skal være med i et lands blankmedieordning, medmindre de ikke bruges til kopiering eller lignende. Læst i sammenhæng med øvrige afgørelser i EU om, hvordan Infosoc-direktivet skal implementeres i national ret, står det klart, at Infosoc-direktivet er fejlimplementeret i Danmark.

EU-Domstolens afgørelse i Nokia-sagen er i tråd med en afgørelse afsagt af den hollandske højesteret i marts 2014, hvor retten fastslog, at det stred mod Hollands forpligtelser efter Infosoc-direktivet, at Holland alene havde privatkopieringsvederlag på medier som blanke cd’er og dvd’er, men ikke på optageudstyr som videooptagere og harddiske. Højesteret idømte derfor den hollandske stat til at betale erstatning til rettighedshaverne for den skade, som fejlimplementeringen af direktivet havde medført. Den hollandske regering og rettighedshaverne indgik i efteråret 2014 et forlig om at betale ca. 325 mio. kr. i erstatning for årene 2009-2012 i tillæg til det vederlag, der var opkrævet for de omfattede medier. Den hollandske lovgivning blev ændret med virkning fra 1. januar 2013, således at hardware også er omfattet af vederlagsordningen for privatkopiering.
Hverken afgørelsen i Holland eller Nokia-sagen, som pt. verserer videre i Østre Landsret, har medført, at blankmedieordningen i Danmark er taget op til revision, trods det, at alt tyder på, at blankmedieordningen, som den kendes i dag, ikke kompenserer rettighedshaverne for den kopiering, der finder sted på indbyggede medier. Derved går rettighedshavere glip af store indtægter.

Producentforeningen ønsker derfor en revidering af blankmedieordningen, så Danmark også lever op til EU-direktivet og således, at den danske kreative industri ikke stilles ringere end i de øvrige EU-lande.