Corona-krisen har ramt film- og tv-branchen

Mange film- og tv-optagelser er aflyst eller udsat på grund af den aktuelle sundhedskrise, og producenterne skal træffe nogle svære beslutninger for at redde økonomien. Producentforeningen forsøger at få gjort hjælpepakkerne mere brugbare for film- og tv-branchen og forhandler med både organisationerne og kunderne om konstruktive løsninger.

Det er voldsomme tider for hele samfundet - og naturligvis også for producenter og de ansatte. Rigtig mange optagelser er sat på pause, men der arbejdes fortsat på at holde så meget i gang som overhovedet muligt – med respekt for myndighedernes vejledninger.
Men krisen har ramt branchen, og der er desværre allerede sket mange afskedigelser, fordi produktioner er sat i stå, og vi kommer til at se flere i de kommende uger.
Folketinget har spillet ud med flere forskellige hjælpepakker, men dels mangler vi at se den konkrete udformning af indholdet, dels er de kun i ringe grad brugbare for film og tv-produktion.
Producentforeningen arbejder hårdt på at få politikerne gjort opmærksom på, hvordan hjælpepakkerne kan gøres brugbare, men i mellemtiden er selskaberne selvfølgelig nødt til at træffe de nødvendige beslutninger for at redde økonomien. 
 
Heldigvis har vi oplevet, at det på den korte bane har været muligt at indgå konstruktive aftaler med både DJ, FAF og Dansk Skuespillerforbund om overgangsløsninger – men nu er der brug for aftaler, der rækker flere uger frem, og her forsøger vi fortsat at få aftaler hjem, som kan afbøde konsekvenserne af det produktionsstop, vi ser. Desværre foreløbig uden held, men vi klør på.
Parallelt hermed er det dog glædeligt, at en række selskaber har været i stand til at indgå fornuftige aftaler om f.eks. midlertidig lønnedgang med medarbejderne, så man i fællesskab kan sikre, at der er levedygtige selskaber, når krisen er ovre.
 
Vi presser også på for at få ”kunderne” (DR, TV 2, Discovery, NENT med flere) til at gå konstruktivt med på løsninger, der kan afhjælpe de omkostninger, udsættelserne giver. Første reaktion var ret afvisende, men nu ser vi heldigvis en åbning for at indgå aftaler med producenterne, fremrykke betalinger osv. Det er positivt.
 
Positivt er det også, at DR netop har meldt ud, at de får brug for masser af indhold som følge af, at både EM i fodbold og OL er udsat. Det betyder, at der den kommende periode vil være særligt behov for at fylde sendefladen med det danskproducerede indhold, I producerer og har produceret. Netop det at få broadcasterne til at prioritere dansk indhold ekstra meget i denne tid, er noget, vi også kæmper for – i stil med hvad man er lykkes med på musik-siden.