Seertal november 2014

DRs drama-satsning 1864 blev trods faldende seertal månedens mest sete DR-program. Men også en lang række andre programmer gjorde november til en DR1-måned domineret af de eksterne producenter i sjælden grad.

DR1
De sidste 1864-afsnit produceret af MISO FILM blev trods debat og faldende seertal DRs største seersucces i november måned. Afslutningen på Gift ved første blik (SNOWMAN), som i år vises på hovedkanalen, kunne også trække over 1 mio. seere i november. Premieren på den nye lørdagsdyst Kongerigets klogeste (MASTIFF) fik 680.000 seere, og populariteten steg, for 3. program havde 821.000 seere. Der var flere andre populære eksternt producerede programmer på DR1. STV producerede både Sporløs og det nye sociale eksperiment Den dag de fremmede forsvandt. I samme genre kunne også UNITEDs Blok på bistand snige sig ind på top50 over de mest sete programmer på DR1.
 
DR2
Dokumentarfilmen Danskere i DDR (HANSEN & PEDERSEN FILM & FJERNSYN), som blev vist i forbindelse med jubilæet for murens fald, var relevant for 127.000 seere.

DR3
Monte Carlo på DR3 (PINEAPPLE ENTERTAINMENT) er stadig på top20, men har mistet seere siden oktober, fra 99.000 til 76.000.

TV 2
Vild med Dans (MASTIFF) optog helt som sædvanligt listens øverste pladser.  Tv-serien Dicte (MISO FILM) sniger sig dog ind på en 7. plads.  Breinholt og venner (PINEAPPLE ENTERTAINMENT) følger lige efter.  Det mest populære afsnit af Voice Junior (NORDISK FILM TV) blev set af  877.000 seere, og DMA 2014 (MASTIFF) af lidt færre. Størst (HEARTLAND) er stadig et af de mest sete programmer, ligesom et enkelt program af Hvem vil være millionær (METRONOME). SAND TV, som ellers plejer at slå sine folder på SBS, har produceret Hofleverandørerne, som blev set af 625.000 og dermed er det 45. mest sete program på TV 2.

TV 2 Zulu
Tomgang (FALSTER INC) er Zulus mest sete program i november,  og Dybvaaaad! (RESPIRATOR) må se sig slået af pinden. Også det nye Nørgaards Netfix (RESPIRATOR) er populært, og et enkelt afsnit er med på top20-listen.

TV3
Robinson Ekspeditionen (STRIX) er stadig det mest sete program på TV3. METRONOME sætter sig tungt på resten af top20-listen med Luksusfælden, Familien fra Bryggen og Masterchef Jul. Også den nye udgave af det klassiske Jeopardy (STRIX) er med på top-listen med et enkelt program.  
 
Kanal 4
SAND TV’s De unge mødre får igen i november konkurrence fra SNOWMANs Danmarks næste topmodel, som er det meste sete program. På listen over de mest sete programmer findes også Janni og Karsten – Kærlighed mod alle odds (STV) og Bryllupper for millioner 2 (METRONOME).

Kanal 5
Fodboldkampe og Politijagt (METRONOME) overhaler Popstars. Finalen blev set af 105.000.