Ny standardkontrakt/spillefilm

DR, TV2 og Producentforeningen har afsluttet forhandlingerne om en ny standardkontrakt for tv-stationernes erhvervelse af udnyttelsesrettigheder i danske spillefilm. Filminstituttet har bistået parterne i processen.

Standardkontrakten fastlægger vilkårene for tv-stationernes rettighedserhvervelse. Aftalen tilgodeser producenternes mulighed for at udnytte filmen kommercielt i biografen, pay-tv og digitale platforme samt tv-stationernes ønske om at nå deres brugere både via flow-tv og digitale tjenester. Formelt set er standardkontrakten en bindende ramme for DR og TV2’s økonomiske engagement i danske spillefilm, såfremt tv-stationen ønsker at medregne betalingen for udnyttelsesrettigheder til filmen i det politisk fastsatte engagementsbeløb, jf. Filmaftale 2015-18 og Medieaftale 2015-18.

Standardkontrakten rummer to grundmodeller for tv-stationernes rettighedserhvervelse – en 5-årig og en 2-årig model. Producenten og tv-stationen får hermed mulighed for at optimere filmens kommercielle potentiale såvel som filmens udbredelse via tv-stationerne.

Standardkontrakten rummer endvidere mulighed for, at parterne kan indgå en tillægsaftale 6 måneder efter den egentlige standardkontrakt. Såfremt det aftales, at tv-stationen skal betale for yderligere rettigheder i tillægsaftalen, vil ekstrabeløbet ikke kunne afregnes i tv-stationernes politisk fastsatte engagementsforpligtelse.

Indholdet i en eventuel tillægsaftale reguleres ikke af standardkontrakten, men fastlægges af producenten og tv-stationen i forhold til den konkrete film. En tillægsaftale vil ikke nødvendigvis udløse flere penge fra tv til filmen. Tillægsaftalen kan eksempelvis omfatte en aftale om skift fra den 5-årige til den 2-årige model (og vice versa). Den vil også give mulighed for, at tv-stationen erhverver rettigheder i den kommercielle hold back periode (perioden før tv-stationen kan udnytte filmen), der er fastsat til 22 måneder.

Parterne har aftalt, at alle filmkontrakter, der er baseret på den hidtidige standardkontrakt (fra 2012), og som er indgået efter 1. januar 2015, vil kunne genforhandles med udgangspunkt i den nye standardkontrakt. En genforhandling udløser ikke flere penge til filmen.

Som hidtidig praksis vil den nye standardkontrakt være gældende indtil parterne har indgået en ny.

Standardkontrakt DK (Word-dokument)

Standardkontrakten vil i august tillige være tilgængelig i en engelsksproget version.