Flag

Ny EU-forordning om portabilitet

Om en uge træder den nye portabilitetsforordning i kraft, som blandt andet betyder, at man kan benytte sine abonnementer på streamingtjenester, mens man er på ferie i udlandet.

Den 1. april 2018 træder en EU-forordning om portabilitet af online tjenester i kraft. Forordningen betyder fx, at danske abonnenter af streamingtjenester kan tilgå streamingtjenesterne, når de midlertidigt opholder sig udenfor Danmark, fx når de er på ferie eller ude at rejse. Det er således en betingelse, at man har tegnet abonnement i Danmark, for at man kan tilgå tjenesten i udlandet.
 
Det betyder også, at producenter eller distributører, der har indgået aftale om distribution af tv-produktioner eller film med streaming tjenester i Danmark må tåle, at indholdet tilgås udenfor Danmark. Dog kun af abonnenter i Danmark.
 
Forordningen gælder både for gældende og kommende aftaler. Det forhold, at en online tjeneste den 1. april 2018 skal give sine abonnenter adgang til tjenesterne udenfor Danmark udløser ikke umiddelbart yderligere betaling til producenterne.
 
Producentforeningen har skrevet et uddybende notat om forordningen, som kan hentes her.