Telefonrådgivningen

Nu kan krænkede få rådgivning via telefonen

Film- og scenekunstbranchen lancerer i dag en anonym, gratis telefonlinje, hvor krænkede, krænkere og vidner kan få hjælp og vejledning. Initiativet udspringer af #metoo-kampagnen, og er første skridt af flere for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, og for at stoppe overgreb, sexkrænkelser og magtmisbrug i brancherne.

Pressemeddelelse 22. marts 2018
 

Som led i et større arbejde tager den samlede film- og scenekunstbranche konsekvensen af de mange historier, som har været fremme i forbindelse med #metoo-kampagnen.

 

”Telefonrådgivningen er det første, vi søsætter, fordi det er det mest akutte. Vi tror på, at der er brug for en ventil, et første kontaktpunkt, hvor de berørte har mulighed for at tale med nogen, der lytter, rådgiver, forstår og kan hjælpe dem videre,” siger initiativets talsmand, Klaus Hansen fra Producentforeningen.

 

Bag telefonrådgivningen står Film- og Scenekunst-Initiativet, som er et brancheinitiativ, der opstod i kølvandet på #metoo. Initiativet består af 19 arbejdsmarkedsorganisationer, uddannelsesinstitutioner og kreative organisationer o.a., og arbejder for at forbedre det psykosociale arbejdsmiljø, og for at stoppe overgreb, sexkrænkelser og magtmisbrug. Telefonrådgivningen er udviklet i samarbejde med Sex og Samfund, og det er også Sex og Samfunds rådgivere, der tager telefonerne. Rådgiverne er uddannede til at håndtere opkald fra den specifikke branche.

 

”Vi er også ved at udvikle undervisning til ledere og medarbejdere i film- og scenekunstbranchen. Det er noget, vi vil rulle ud i løbet af det næste halve år. Samtidig arbejder vi på at lave et sæt etiske retningslinjer, som man vil kunne bruge som standard i branchen, og som alle aktører kan tage til sig i forhold til at have en dialog om, hvad der er okay, og hvad der ikke er okay,” siger Loa Haislund Larsen, sekretariatschef i Teatrenes Interesseorganisation, som også er med i initiativet.

 

Telefonlinjen åbner i dag kl. 15.00.

 

FAKTA

Telefonen er åben hver torsdag og fredag fra kl. 15.00 til 19.00 på telefonnummer 2369 7911. Alle fra alle led i en produktion kan ringe, uanset arbejdsniveau, titel eller lønniveau.

 

Man kan ringe og få hjælp, hvis man er blevet krænket, har krænket, eller er vidne til en hændelse.

  

Telefonlinjen har særligt fokus på sexkrænkelser og magtmisbrug.

 

Se mere på www.filmogscenekunstinitiativet.dk eller kontakt raadgivning@filmogscenekunstinitiativet.dk

 

KONTAKT 

Mikkel Svane-Petersen, Producentforeningen, msp@pro-f.dk, 2878 3900.