Metronome Productions.

Metronome ser ikke hullerne i osten

I et af Danmarks største produktionsselskaber gør man en dyd ud af positivitet. Under adm. direktør Kent Nikolajsen er selskabet vokset til dobbelt størrelse - men filosofien er den samme som altid; man skal fokusere på det positive.

I den høje, grå bygning i hjertet af Amager sidder en mand, som de fleste har set før. Det er nogle år siden, han var en elsket tv-vært med tusindvis af timer i folks stuer i forbindelse med store shows og sportsbegivenheder, men de milde, smilende øjne sidder stadig lige der, under de nu grå krøller.

 

I dag er Kent Nikolajsen øverste chef for Metronome, et af de helt gamle fyrtårn indenfor tv-produktion i landet. Han har taget trinene op fra vært til direktør, og sidder nu og styrer skibets gang fra sit lille kontor på hjørnet af det store redaktionslokale. Bygningen huser mere end 100 ansatte, eller omkring 140 årsværk. For syv år siden var der kun halvt så mange.

 

”Vi er vokset ret meget på ret kort tid. Og vi vil gerne vokse mere. Både når det gælder antal faste medarbejdere, omsætning og producerede timer, er vi blevet dobbelt så store på godt syv år, og jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skal kunne vokse til dobbelt størrelse en gang til. Vi kunne i princippet godt køre Metronome på det halve antal fastansatte og flere freelancere, men vi har lavet et tilvalg om at fastholde folk her – vi ser medarbejderne som en vidensbank, som rejser med fra produktion til produktion. Vi prioriterer det kulturbærende højt,” siger Kent Nikolajsen.

 

Positivitet er grundkulturen
Kultur er et ord, Kent Nikolajsen nævner ofte. Det er vigtigt for ham, at der er en grundkultur i en så stor butik. Og grundkulturen i Metronome er positivitet.

 

”Der er virkelig mange udfordringer forbundet med det at lave tv. Hver eneste produktion er en nations fødsel, og man kan have følelsen af at skulle opfinde den dybe tallerken hver gang. Derfor er det vigtigt at fokusere på alle de positive ting, der følger med at lave noget så fantastisk som fjernsyn. Man skal ikke se på hullerne i osten,” slår Kent Nikolajsen fast.

 

De udfordrende arbejdsvilkår, der kan følge med et job i tv-branchen, kan selvfølgelig blive for meget for medarbejderne. Og så kan det være svært at se hele osten frem for blot hullerne.

 

”Det er klart, at det er vores ansvar, når nogen synes, det er for meget, at presset er for stort, og det kan være svært at følge med. Der har vi en sindssygt vigtig opgave i at støtte medarbejderne og håndtere det, nå de rammer de større bump på vejen. Det er derfor, vi har en dygtig administration som kan træde til, når nogen har brug for hjælp,” siger Kent Nikolajsen.

 

Direktøren lægger vægt på, at medarbejderne skal have så gode arbejdsforhold som muligt, så de kan fokusere på at lave gode tv-produktioner. Uden medarbejderne er der nemlig ikke noget Metronome.

 

”Hvis du spørger mig, hvad jeg er mest stolt af hos Metronome – af alt, hvad vi har lavet gennem årene – så er det, at vi har skabt en god arbejdsplads. Det, jeg er mest stolt af, er medarbejderne og virksomheden. Det er et godt sted, og vores medarbejdere er det vigtigste, vi har haft, har og får. Så enkelt er det,” slutter Kent Nikolajsen.

 

FAKTA
Metronome Productions blev stiftet i 1950 som pladeselskabet Metronome Records af komponisten og forretningsmanden Bent Fabricius-Bjerre. I 1979 begyndte man at producere spillefilm såsom Hodja fra Pjort.

Metronome har stået bag fx Popstars, Big Brother, Hvem vil være Millionær?, Casper og Mandrilaftalen og Langt fra Las Vegas – og laver i dag programmer som Luksusfælden, MasterChef, Familien fra Bryggen, Klipfiskerne, Nybyggerne, Rundt på Gulvet og Politijagt.

Metronome er ejet af Endemol Shine Group.