Mediekronik

Dansk Folkeparti har fremlagt et mediepolitisk udspil, der er kraftigt inspireret af Danske Mediers dogme om, at den største trussel mod de private dagblade er DR. Derfor skal DR reduceres, hedder det. Det er ikke alene et forkert mediepolitisk fokus – truslen mod de kommercielle medier kommer fra globale aktører som Google og Facebook – det er også ødelæggende for udbuddet af danske programmer til seerne.

Af Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen
 
Efter flere års tilløb er det nu lykkedes danske dagblade og deres organisation Danske Medier at få sat DRs fremtidige eksistens til debat. Under store indledende besværgelser om vigtigheden af public service og vigtigheden af et stærkt DR gås der direkte til stålet med krav, der kan oversættes til, om DR kan leve eller skal dø.

I iveren efter at få rundbarberet og dermed nedlagt DR glemmer man, at det er seerne, der må være udgangspunktet. Fremtidens mediepolitik må tage udgangspunkt i, hvordan man i et lille sprogområde som Danmark får sikret et bredt udbud af dansksproget kvalitetsindhold på TV.

Hvis danske medier skal konkurrere med de globale mastodonter, må man øge og ikke skære i hvad der er til rådighed for dansk indholdsproduktion – man kunne nærmest sige at licensen bør forhøjes med 25%

Danske dagblade kan ikke være truet af DRs digitale udbud af nyheder. Dagblade i hele verden har problemer – også i lande, der ikke har et public service udbud, som vi har med DR, TV 2 og TV 2 Regionerne.
Derimod må dagbladene være kraftigt truet af, at de store digitale globale aktører trækker annonceindtægter ud af Danmark. Over halvdelen af omsætningen fra annoncering på internettet trækkes ud af Danmark. Hermed undermineres et indtægtsgrundlag, der skal være med til at finansiere dansk indhold. Se, det er en trussel, der er til at tage at føle på. Men det er klart, at for dagbladene er det langt lettere at lobbye på Christiansborg for at få skåret DR ned, end det er er at lave lobbyarbejde på europæisk plan for at få de globale aktører til at være med til at betale for dansk og europæisk indhold.

Dansk Folkeparti sætter jo det nationale i højsædet, og det er derfor overraskende, at deres mediepolitiske udspil mangler vision for, hvorledes vi sikrer finansiering og rammer for fremtidens danske indhold. Udspillet har ganske vist titlen ”Medier til hele Danmark”, hvilket dog mere er et udtryk for at DF går ind for en mediepolitisk udflytning fra København.

DFs medieudspil bærer præg af den gennemgående tanke, at der er kommercielle aktører, der kan og vil overtage dele af DRs udbud til befolkningen. Det danske sprog og det lille danske marked er den største barriere for, at vi kommer til at se en række væsentlige genrer udbudt af kommercielle aktører. De kommercielle aktører skal i sagens natur tjene penge på deres udsendelser. Det er fair nok, men det er langt fra alle programgenrer, der kan tjenes penge på at udsende.

Børneprogrammer er et godt eksempel – bare se på TV2 der ikke er i stand til at opretholde en nævneværdig egenproduktion af børneprogrammer.

Både kommercielle og public service stationer sender i dag programmer rettet mod unge. Men alle er også enige om, at de unge i større og større udstrækning får deres medieindhold dækket på andre platforme, der udbyder andre formater end det traditionelle tv-program, og hvis man skal tiltrække de unge seere til DANSK indhold, så er det vigtigt, at programmerne meget groft sagt ligner, hvad de ser på Youtube og lignende. Eller med andre ord: der skal eksperimenteres med programformatet. Og når man eksperimenterer, så er der en økonomisk risiko. Det er en økonomisk risiko, som de kommercielle stationer ikke kan tage, men som ligger naturligt hos en offentligt finansieret public service station.

DR har givet seerne et fantastisk udbud af dramaserier. Der er mange årsager til, at DR har kunnet levere fængslende dramaserier år efter år, og en af dem er, at kun DR har de økonomiske muskler til at investere i produktioner i den høje kvalitet, som kræves for at blive en stor succes.
De kommercielle stationer har mulighed for at søge økonomisk støtte fra den såkaldte public service pulje, men selv med denne mulighed er det meget sjældent, at vi ser dramaserier på de kommercielle stationer, bortset fra TV2 der er baseret på delvis kommercielle vilkår.

Og så er der de forkætrede underholdningsprogrammer, som mange elsker at hade, eller rettere elsker at hade at DR udsender. Man kan indledningsvist lege med tanken om et forbud mod at underholde, hvilket i sig selv ikke giver nogen mening. På DR har underholdningsprogrammer den funktion samle seerne på tværs af alder, geografi og politisk tilhørsforhold. At skabe en fællesskabsfølelse, styrke sammenhængskraften og give seerne en fælles referenceramme.  
De kommercielle tv-stationer udsender allerede i dag masser af underholdning og livsstilsprogrammer – så mange at der næppe er plads til flere, og hvis DRs populære underholdningsprogrammer skal skæres væk, så bliver der blot mindre dansk indhold til rådighed.

De kommercielle kanaler vil ud fra en velbegrundet økonomisk overvejelse ikke overtage at udsende de programgenrer, som man fra politisk hold ikke ønsker, at DR udsender. Alternativt vil de udsende dem i en kvalitet der gør dem økonomisk rentabel. Konsekvensen af forslaget er derfor at seerne får et mindre og ringere udbud af danske programmer – og det var vel ikke det der var meningen?

Hvis politikerne reducerer DRs budget, kan det ikke undgå at gå ud over, hvor mange programmer der udsendes og deres kvalitet. Der vil blive et mindre udbud af danske programmer til seerne, herunder et mindre udbud af danskproduceret indhold, både på tv, radio og på nettet. Med den stigende konkurrence fra internationale mediemastodonter er det vel ikke klogt at svække det danske?
Måske skulle man genoverveje om en reduktion af licensen med en plovmand vil ændre noget som helst på borgernes forbrugsvaner, eller om man hellere skulle bruge kræfterne på styrke det danske udbud ved at udnytte den politiske mulighed for at stille krav til DR. Vi taler ikke om indførelse af yderligere detailreguleringer af DR. Vi taler om overordnede retningslinjer, der fokuserer på det væsentlige: øget dansk produktion. Og måske med en indbygget pligt til at styrke samarbejdet med andre danske medier med henblik på en vis koordinering af nationens samlede indsats for at sikre det danske udbud.
Hvis man bruger det nuværende budget for DR anderledes, er der faktisk en god mulighed for at man kan få endnu mere ud af budgettet, og derved kan man være med til at give et stærkt, dansk modspil til udbuddet fra andre lande, særligt USA.
En af de helt oplagte muligheder for at få mere dansk produktion ud gennem DRs kanaler - samtidig med at man opnår en lettelse af DRs egen faste omkostningsbase - er at kaste et kritisk blik på den måde, som DRs produktion i dag er tilrettelagt.

DR får i dag deres dansk producerede programmer fra to kilder: internt produceret af DRs afdelinger og eksternt produceret af det private produktionsmiljø. Seerne kan ikke se forskel på hvor programmet er produceret, men et program produceret i det private produktionsmiljø er generelt noget billigere end når det er produceret internt i DR. Denne påstand – for det er en påstand – er blevet fremført i mange år af Producentforeningen og det private produktionsmiljø.
Målsætningen er, at DR skal have de allerbedste programmer til den rigtige pris. Det forudsætter, at der er konkurrence mellem DRs afdelinger og de private produktioner på den bedste programidé såvel som på prisen for at producere det. En sådan konkurrence findes ikke i dag.
Producentforeningen har gennem årene forsøgt at få DR til at etablere transparens i deres interne programproduktionspriser, og vi har udfordret DR til at udbyde programmer internt og eksternt samtidig, på sammenlignelige vilkår. Den udfordring har DR aldrig taget i mod, og derfor mener vi med rette fortsat at kunne komme med påstanden om, at private producenter kan producere billigere end DR kan internt.
DR køber i dag programmer i det private produktionsmiljø for godt 400 mio. kr. – det er fint, men syner ikke af meget i et samlet budget på 3,7 mia. Et væsentligt større samarbejde med det private produktionsmiljø, både på underholdning, dokumentar, fakta og drama, vil medføre en effektivisering, der vil give flere programtimer til de danske seere, uden at der bliver slækket på kvaliteten.

Med det enorme fokus på DR spiller den danske mediedebat hasard med udbuddet af dansk indhold i en tid hvor der mere end nogensinde er behov for at sikre et hyperinteressant modspil til et lettilgængeligt og konkurrencestærkt internationalt udbud. DR er en vigtig hjørnesten i dansk kultur og nyhedsformidling. Den er ikke alene, men hvis den svækkes vil det betyde en svækkelse af hele det danske udbud. Det betyder ikke, at DR ikke er til debat, eller at DR ikke kan og skal kritiseres, og DR skal grundlæggende fortsætte og udvide strategien om at være i samspil og ikke i modspil med resten af det mediemæssige økosystem. For når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød mod andre.
DR kan beslutte at være ekstra sød – men det er tvivlsomt om de store globale aktører, Facebook, Google, Apple og andre som kun udnytter, men ikke bidrager til dansk indhold, kan beslutte det ad frivillighedens vej. Det er her den mediepolitiske debat bør ligge.

Producentforeningen er branche- og arbejdsgiverorganisation for producenter af film, tv og spil.

DR