Klaus Hansen

Klaus Hansen skal være direktør for FilmFyn

Efter små 25 år i Producentforeningen, heraf 10 som direktør, har Klaus Hansen valgt at takke ja til et job som direktør for FilmFyn. Det er med stort vemod, at vi siger farvel til Klaus, men samtidig med en vis glæde, da vi er sikre på, at han i sin nye stilling vil tilføre FilmFyn og den samlede danske film- og tv-branche meget godt.

Som direktør i FilmFyn vil Klaus Hansen også fremover styrke den vigtige, regionale udvikling af branchen. Det er en meget vigtig opgave, han har påtaget sig, og alle i Producentforeningen ønsker Klaus held og lykke. Klaus Hansen har været omdrejningspunktet i Producentforeningen gennem snart et kvart århundrede, og efterlader naturligvis et stort hul. Processen omkring, hvem der skal efterfølge Klaus Hansen som direktør bliver diskuteret og besluttet i bestyrelsen i denne uge.
 
Klaus Hansen er uddannet jurist og filmoperatør, og var med til at starte FilmFyn i 2003, hvor han også var bestyrelsesformand i en årrække. Han tiltræder sin nye stilling senest den 30. juni i år.