Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn

Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn laver dokumentarer, der føles som mavepustere

Husker du Bonnie, som var ved at gå i stykker af at sælge sin krop, og mest af alt ønskede sig en pølsevogn? Eller dokumentarfilmen ”Mor jeg er bange” om to 10-årige piger og deres familier, hvis familieliv var ved at gå i opløsning på grund af pigernes angst?  Fælles for de to stærke historier er, at en bestemt, dansk dokumentarfilmproducent står bag.

Historien, følelserne og den seriøse fortælling er i hovedsædet hos den lille dokumentarfilmproducent, som har til huse i hyggelige Knabrostræde i det indre København.
Fokus er på at fortælle de historier, seerne kan mærke, og som skaber debat. Helt ud i stuerne og bag iPaden. Hansen & Pedersen er specialister i at formidle vigtige historier til et bredt publikum - i form af dokumentarfilm og dokumentarserier.


”Når vi producerer en dokumentarfilm, starter det for det meste med, at vi falder over en historie, som vi føler noget for. Vi møder en person, som vi bryder os om, og endda bekymrer os om. Det ender ofte med et venskab med medvirkende i filmene, som det fx har gjort det med Bonnie. Den tætte relation, og den intimitet, som man deler med hovedpersonen, tror jeg man kan se i den endelige film. Det er et vigtigt element, som næsten udelukkende findes indenfor dokumentarfilmen, siger Malene Flindt Pedersen, som er producer og ejer af selskabet.


Dokumentarfilm er public service
Historierne, som beskrives i filmene, hjælper danskerne til at lære hinanden bedre at kende, og opfordrer seeren til også at kigge indad. Den samfundsdebat, som Hansen & Pedersens produktioner skaber, er et vigtigt element i den fælles, demokratiske samtale. Det ville ikke være forkert at kalde Hansen & Pedersen fast leverandør til dansk public service.


”Det, vi der laver dokumentarfilm, leverer, er ren public service. Vi tager som oftest udgangspunkt i de personlige historier, men de små historier er altid billedet på noget større – noget strukturelt, noget samfundsrelevant. Dokumentarfilm er aldrig sort/hvide.  Der er tid til at fortælle den dybe historie med mange flere nuancer end i en klassisk nyhedshistorie.  I en tid hvor verden bliver mere og mere kompleks, er der brug for et medie, der kan rumme og formidle den komplekse virkelighed, vi lever i. Det er der især mange unge, der anerkender, og derfor ser vi også er der er mange unge seere til dokumentarfilm, siger Malene Flindt Pedersen.


De danske dokumentarfilmproducenter har i øvrigt stort held med at sælge deres film til udlandet.
De faste samarbejdspartnere i Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn er helt naturligt DR, TV2 og Det Danske Filminstitut, men ofte bliver produktionerne til i samarbejde med europæiske tv-stationer som fx NRK, SVT, YLE, ZDF og BBC.  


Udover primærforretningen dokumentarfilm bevæger Hansen & Pedersen sig jævnligt ud på andre eventyr. Senest med webmagasinet Sein, som er lavet af unge for unge. Initiativet er kommet til verden på opfordring af en gruppe unge, som manglede et inkluderende fællesskab. Magasinet er relativt nyt og under stadig udvikling, men har hurtigt opnået en stor følgerskare, fx på Facebook.


FAKTA
Bag navnet Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn står producer Malene Flindt Pedersen og instruktør Anders Riis-Hansen. Selskabet har eksisteret i over 20 år, og står blandt andet bag produktioner som ”Bonnie og de tusinde mænd”, ”Cirkusdynastiet”, ”De åndssvages historie”, ”Mor jeg er bange”, ”Drengene fra Vollsmose” og ”Kaos og kærlighed i kollektivet”.

Anders Riis-Hansen blev i september 2016 tilbudt en stilling som dokumentarfilmkonsulent hos Det Danske Filminstitut og forlod derfor selskabet.