Copenhagen TV Festival 2017

Programmet for Copenhagen TV Festival er ved at falde på plads. Festivalen tilbyder igen i år en kæmpe dosis inspiration, ny viden, branchedebatter og møder med topfolk fra ind- og udland i over 50 sessions.  

Årets tema på Copenhagen TV Festival er Nothing but the Truth. Det betyder, at deltagerne kan følge et nyheds- og faktaspor med fokus på bl.a. fake news, på sandheden som første offer i krig, på den undersøgende journalistik og på metoder, som tager os ind i lukkede miljøer og helt tæt på virkeligheden - tæt på kriminelle bander, på illegale indvandrere, på Prinsesser på Blokken, på krigen i Syrien og ikke mindst på store personligheder i arkivbårne dokumentarer som "Amy" og "Senna".

Årets festivalprogram byder desuden på et stærkt digitalt spor med fokus på streaming tjenesters og online platformes successer, strategier og forretningsmodeller. Vi kan i år præsentere internationale speakers fra Netflix, HBO Nordic, BBC3, AwesomenessTV, Now This, New Form, Hopster.tv og CNN Great Big Stories. Programmet byder også på udsyn fra digitale trendspottere som Keld Reinicke og David Shing, AOLs digitale guru.

I det lige så stærke flowspor er der sessions om satire-talkshowet ”The Daily Show”, om at få succes med sæson 2, om nye twist og greb inden for reality og game shows, om hvordan vi kan forny talkshowet sammen med Danmarks største talkshow-værter Breinholt, Molde, Meyerheim, Frøkjær og Kjersgaard, og selvfølgelig K7s content trendshow med Gary Carter.

Programmet byder på viden om danskerne, om Generation Z og om fremtidens forbrugeradfærd, og hvad de vil have (og ikke have), og hvordan man får succes hos dem. Eva Steensig kommer med viden om, hvem danskerne er og hvad der optager dem lige nu.

Fiktionssporet giver mulighed for at møde Oscar-vinder Jane Campion, der er aktuel med ”Top of the Lake: China Girl” og den anerkendte screenwriter og creator Richard Price, som står bag ”The Night Of”. Endelig vil deltagerne kunne blive klogere på, hvad Netflix og HBO Nordic ønsker af original nordisk fiktion.
Dette er blot en smagsprøve på programmet. Læs mere på festivalens website, hvor over halvdelen af programmet nu er offentliggjort. Følg med efterhånden som nye sessions offentliggøres ved at tilmelde dig til nyhedsbrevet her.