Økonomisk krise, magtkoncentration og en branche i opbrud.
Producentforeningen iværksatte i efteråret 2009 et vidensprojekt, der indsamler og bearbejder data fra branchen. Vi præsenterer nu den første tilstandsrapport, der fortæller om en økonomisk presset branche.
Rapporten er baseret på kvalitative interviews med brancherepræsentanter, kombineret med en undersøgelse af branchens regnskaber, udført af Deloitte. Undersøgelsen bekræfter fornemmelsen af, at branchens økonomi er presset.
Deloitte har undersøgt 74 virksomheders regnskaber hen over tre år (2006-2008) og giver på den baggrund en meget præcis diagnose på branchens økonomi. Kun en tredjedel af virksomhederne har haft overskud i alle de tre år, som Deloittes undersøgelse dækker, den gennemsnitlige afkastningsgrad defineres som ”ikke rentabel”, og over halvdelen af virksomhederne har enten en negativ forretning af egenkapitalen eller en forrentning på under 10%. Den generelle konklusion er, at branchen er økonomisk presset, og at mulighederne for at generere overskud og afkast på investeringerne er faldet i den undersøgte periode (2006-2008). der er dog virksomheder, der klarer sig godt trods de generelle krisetegn. Det er de store virksomheder klarer sig bedst.
Deloittes undersøgelse udkommer i sin helhed i februar 2010.
Rappportens kvalitative afsnit gennemgår foreningens produktionsområder og udpeger de fokuspunkter, som producenterne mener er centrale inden for de respektive områder. Eksempelvis har især spillefilmproducenterne fokus på video on demand, der kan ses som enten en trussel eller som en mulighed, men som under alle omstændigheder vil få stor indflydelse på branchens økonomi og udvikling. Lønudviklingen har på alle områder været en stor udfordring. Magtkoncentrationen i branchen – både i forhold til institutioner og til personer - opleves af producenterne som et problem. Og reklamefilmproducenterne er fortsat pressede af inhouseproducenter og ser sig om efter nye forretningsområder. De kvalitative udsagn om branchen fortæller. hvordan branchens aktører oplever situationen lige nu.
Rapporten er som nævnt første konkrete resultat af foreningens bestræbelser på at blive bedre til at dokumentere branchen. Ud over de konkrete resultater af undersøgelser og interviews er et væsentligt aspekt af projektet at få opbygget en systematik og en vidensbank, som kan vedligeholdes løbende, således at foreningen altid vil kunne levere aktuelle statusrapporter om branchen.