SOPA, PIPA … hva’ba?

26.01.2012 - 16:10

Ulovlige downloads betyder, at arbejdspladser og indtjening i den kreative branche er truet. Diskussionerne om SOPA og PIPA er i medierne blevet til en diskussion for eller imod "fri viden". Rettighedsalliancen har kigget på de amerikanske lovforslag og forsøgt at skille facts fra myter.

Rapport efter rapport, fra ind- såvel som udland, slår fast, at den kreative branche hver dag taber millioner i indtægter som følge af ulovlige downloads på nettet, og dermed er ca. 5.000 danske arbejdspladser og et skatteprovenu på over 2 milliarder kr. i farezonen .

Herhjemme har branchen som helhed – fra skuespillere, instruktører, musikere, komponister og forfattere til distributører, forlag og producenter – samlet sig for at finde en løsning på problemet og redde en branche, som ikke alene er presset på indtjeningen her og nu, men også på eksistensen i fremtiden.

Dette er ikke altid en let kamp, idet der skal navigeres i et farvand, der er sprængfyldt af politiske-, retspolitiske-, forbrugerpolitiske- og økonomiske interesser og hensyn. Men kampen bliver ikke lettere, hvis debatten om, hvordan den kreative branches overlevelse sikres, styres af overskrifter - og af den der råber højest.
 
I sidste uge så vi endnu et beklageligt eksempel på ovenstående i forbindelse med to lovforslag i USA: SOPA (Stop Online Piracy Act) og PIPA (Protect IP Act), som har til formål at bekæmpe den uretmæssige udnyttelse af andres værker på nettet. Foreslagene er ikke ”nye”, og de har i tilblivelsesprocessen nydt en rimelig stilfærdig tilværelse. Dette lige indtil store aktører på internettet, som Wikipedia, Google, Facebook m.fl., blandede sig i debatten, og førstnævnte – som i parentes bemærket ikke lever af daglige annonceindtægter – besluttede sig for at ”gå i sort” den 18. januar 2012 med sloganet ”forestil dig en verden uden fri viden”.
 
Ekkoet fra Wikipedias aktion blev hørt verden over, og lovforslagene blev pludselig forsidestof på alverdens aviser og på nyhedskanaler i tv. Således også i Danmark. Det bemærkelsesværdige ved pressens formidling af historien var, at ingen synes at interessere sig for, hvad der egentlig stod i forslagene. Man hæftede sig udelukkende ved disse aktørers udlægning af forslagene (og slogan), uden at forholde sig kritisk hertil.
 
Debatten i pressen har således desværre været præget af mange misforståelser og myter om de to lovforslag. Førnævnte sammenslutning af den kreative branche i Danmark – Rettigheds Alliancen – har udarbejdet et kortfattet notat, der beskriver de to omtalte forslag og svarer på de myter, der hersker herom.
 
Selvom forslagene stammer fra USA, er debatten stadig relevant verden over, og senest torsdag morgen i P3, hvor disse to forslag uimodsagt og på forunderlig vis blev kædet sammen med dels aktionen mod hjemmesiden ”Megaupload”, dels det danske tiltag med indførelsen af en brevmodel. Efter Producentforeningens opfattelse vinder alle ved, at den overordnede diskussion om, hvad man kan gøre i forhold til uretmæssig brug af andres værker på internettet, foregår på et så kvalificeret og oplyst grundlag som muligt. Det er ikke altid den der råber højest, som er ved at drukne.
 
Hent Rettighedsalliancens notat