Reklamefilm • DSF

Overenskomst mellem Producentforeningen og Dansk Skuespillerforbund vedrørende produktion af reklamefilm.

OBS! Denne overenskomst gælder ikke for tidligere medlemmer af FDS eller associerede medlemmer.

Dækningsområde
Overenskomsten anvendes ved engagement af medvirkende i reklamefilm. Normalt vil det dreje sig om skuespillere eller andre, der udfører en skuespillerpræstation.

Overenskomsten anvendes ikke, når de medvirkende er og fremstår som amatører, eller i forhold til børn/unge under 18 år selvom de pågældende udfører en skuespillerpræstation. Overenskomsten anvendes heller ikke ved engagement af statister. 
 
Medie
Overenskomsten anvendes på reklamefilmproduktioner. Dette indbefatter traditionelle reklamefilm til fx biograf og tv. Også reklamefilm, der fx distribueres via nettet (web eller viral), vil normalt være omfattet.

Det er således ikke distributionsformen, der er afgørende for, om det er reklameoverenskomsten, der skal anvendes. Ved en vurdering af, om en produktion er omfattet, vil der blive lagt vægt på, om filmen skal promovere en annoncør og/eller et specifikt produkt. Normalt er der ikke tvivl om denne afgrænsning, men fx er produktion af en musikvideo ikke omfattet af reklamefilmoverenskomsten.

Herudover nævner overenskomsten, at oplysningsfilm og informationsspots med ikke-kommercielle formål ikke er omfattet af overenskomsten.
 
Principper
Princippet i overenskomsten er, at producenten betaler et arbejdshonorar for selve arbejdspræstationen. Arbejdshonoraret beregnes på dagsbasis. Desuden betaler producenten separat for den udnyttelse, producenten ønsker. Udnyttelsesbetalingen er baseret på en procentsats af arbejdshonoraret. 

I praksis er det oftest sådan, at der mellem producent og medvirkende indgås en aftale om det samlede honorar for skuespillerens medvirken, og at man så regner baglæns således, at honoraret passer sammen med antal arbejdsdage og den krævede udnyttelse.

Når producenten engagerer skuespillere på denne måde, skal producenten altid være opmærksom på, at overenskomsten indeholder en minimumsdagsgage, og baglænsregningen må ikke resultere i, at dagsgagen bliver mindre end dette beløb.

Overenskomsten giver sjældent forståelsesproblemer på engagementsforhold, hvor der skal produceres en enkelt reklamefilm. Det typiske engagement er i disse tilfælde på 1 eller 2 dage, og udnyttelsen er ofte enkel: tv og internet i fx 1 år.

Problemerne opstår oftest, når skuespilleren skal medvirke til produktion af flere spots for den samme annoncør/kunde/produkt. For det første er udregningerne af spotbetalingen kompliceret, og for det andet kan man ofte komme i det problem, at en baglænsregning – på trods af at man giver, hvad man mener er et rimeligt honorar – resulterer i, at man kommer under minimumsdagsgagen.
DERFOR: vær altid sikker på at det samlede honorar, der tilbydes en skuespiller, kan passes ind i overenskomstens regler.
 
Optionering
Den kontrakt, der medfølger overenskomsten, åbner op for, at producenten kan optionere en forlængelse af udnyttelsen af reklamefilmen (dvs. skuespillerens præstation). Det er en fordel at anvende disse optioner, da man ved en given forlænget anvendelse af reklamefilmen ikke skal til at forhandle en pris for forlængelsen.