Disse overenskomster er indgået mellem PRODUCENTERNE og autororganisationerne samt mellem PRODUCENTERNE og NCB. Overenskomsterne er af Producentforeningen opsagt til udgangen af maj 2010.
Bestillingsmusik/-tekst i billedproduktioner
I januar 1990 blev der indgået overenskomst mellem PRODUCENTERNE og Dansk Komponistforening, Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer samt Danske Populærautorer om honorering af autorer, der engageres af producenter til at komponere musikværker og/eller forfatte dertil knyttede tekster til billedproduktioner.
Der blev samtidig indgået overenskomst mellem PRODUCENTERNE og NCB. NCB forvalter på vegne af komponister, som er medlem af NCB, disses rettigheder. Det betyder således, at komponisterne fx til NCB har overdraget retten til på deres vegne at indgå aftaler med producenter om diverse udnyttelser af komponisternes musik og tekster i billedproduktioner.
Med billedproduktioner forstås i begge overenskomster en hvilken som helst type billedproduktion. Alle medlemmer af organisationerne er forpligtet til at anvende begge overenskomster.
Efter sin ordlyd er tidligere medlemmer af FDS ikke bundet af overenskomsterne. Disse medlemmer kan dog efter aftale vælge af anvende overenskomsterne.
Overenskomsten mellem PRODUCENTERNE og autororganisationerne
Overenskomsten mellem PRODUCENTERNE og autororganisationerne indeholder minimumssatser for honorering af autorer, der engageres af producenter til at komponere musikværker og/eller forfatte dertil knyttede tekster til en hvilken som helst type billedproduktion.
Minimumshonoraret er opdelt i forskellige satser efter produktionstype. Det aftalte honorar dækker autorens eventuelle deltagelse i tilrettelægning, fx manuskriptlæsning, samtaler med instruktør og/eller producent, i det omfang, det er påkrævet for at udføre opgaven.
Det aftalte honorar udbetales med 50% ved bestilling og 50% ved aflevering.
Producenten betaler autor ved separat afregning for rejseudgifter og diæter efter de gældende regler for statens tjenestemænd (Tjenesterejseaftalen).
Overenskomsten omfatter ikke udgifter i forbindelse med optagelse og redigering af musikken. Hvis autoren deltager ved produktion eller redigering, skal deltagelse honoreres i henhold til selvstændig aftale herom.
Overenskomsten mellem PRODUCENTERNE og NCB
Overenskomsten mellem PRODUCENTERNE og NCB omfatter vilkår for lydfæstning/synkronisering (dvs. sammenstilling af lyd og billede), mekanisering (dvs. eksemplarfremstilling) og spredning (dvs. distributionen).
Lydfæstningsvederlaget er afhængigt af produktionens type og bestillingsmusikkens omfang. Vederlag erlægges for hver ny sammenstilling med andre billeder. En degressiv (aftagende) skala er gældende for enkeltstående sangtekst, enkeltstående melodi samt kendingsmelodi ved flere sammenstillinger med billeder af samme tekst og/eller melodi.
For spillefilm betales et tillæg for spredning uden for Europa.
Lydfæstningsvederlaget omfatter eksemplarfremstilling til brug i biograf og TV.
Eksemplarfremstilling til kommerciel distribution – herunder privatbrug samt eksemplarfremstilling til biblioteker – skal autoriseres af NCB i henhold til gældende satser, der kan rekvireres hos NCB.
Honorarerne i overenskomsterne reguleres én gang årligt pr. 1. januar. Størrelsen af de gældende honorarer fremgår af overenskomsterne og kontrakterne.