ForeningenNyhederKalenderVidenProducenternes PlanetMedlemslisteOverenskomster
 

Juridisk afdelings rådgivning

19.01.2017 - 13:48

Den juridiske rådgivning i Producentforeningen er kun for medlemmer. Ikke-medlemmer har hidtil kunnet få en kort telefonsamtale, men det er slut nu. 

Producentforeningens juridiske afdeling har besluttet ikke længere at rådgive producenter og andre, der ikke er medlem af Producentforeningen. Det sker for at kunne give medlemmer af Producentforeningen større opmærksomhed og dermed bedre rådgivning. Tidligere har ikke-medlemmer kunnet få en telefonsamtale samt i visse tilfælde lettere skriftlig rådgivning.

Det betyder, at producere, produktionsledere og andre, der arbejder for forskellige produktionsselskaber, vil blive bedt om at gøre rede for, hvilken produktion, henvendelsen drejer sig om, således at vi kan identificere, om henvendelsen kommer fra et medlem af Producentforeningen.

Juridisk afdeling må desuden prioritere sin tid blandt alle henvendelser. Det betyder, at nogle henvendelser vil blive besvaret straks, mens andre prioriteres besvaret senere. Vi bestræber os på at kvittere for alle henvendelser samme dag. Det er også juridisk afdeling, der prioriterer, om en sag skal sagsbehandles eller om rådgivningen kan nøjes med at ske i en kortere mail eller telefonsamtale.

Medlemmer af Producentforeningen er altid velkomne til at kontakte juridisk afdeling med juridiske spørgsmål, også selvom producenten er i tvivl om, hvorvidt spørgsmålet har en karakter, som juridisk afdeling rådgiver om.