ForeningenNyhederKalenderVidenProducenternes PlanetMedlemslisteOverenskomster
 

Copenhagen Games Festival

18.03.2016 - 12:26

Programmet til Copenhagen Games Festival tager form. Konferencen åbnes med en eksklusiv keynote af Stephan Demirdjian fra Supercell, firmaet bag Hayday, og herefter er der et væld af talks og workshops, en enkelt prisuddeling og et af verdens største game jams.  

Copenhagen Games Festival er fem dage i april med fokus på spil, og programmet er nu ved at være på plads. Festivalen åbner onsdag den 6. april 2016 med en en-dagskonference for den danske spilindustri. Om formiddagen ligger vægten på det forretningsmæssige med en businesskonference på Kunstforeningen Gl. Strand. Første speaker er  Stephan Demirdjian fra Supercell, der fortæller om "The way of Hayday", efterfulgt af Carsten Fichtelmann fra Daedalic Entertainment, der taler under overskriften "From Indie Developer to Publisher". Og meget mere. Se hele formiddagens program på konferencesitet. 

Eftermiddagen er dedikeret spiludviklerne med en række talks og workshops om design, programmering, teknologi og kunst. Eftermiddagens workshops foregår hos de enkelte spilstudier Sybo Games, Mood og Cape Copenhagen. 

Onsdag aften afholder Producentforeningen Spilprisen, som er den årlige prisuddeling til de bedste danskudviklede computerspil. 

Torsdagen byder på en lang række aktiviteter i Pumpehuset og andre steder i København, blandt andet The Virtual Reality: Future Game Development hos Khora VR i Kødbyen samt Story, en særskilt konference om digital storytelling, arrangeret af Infinit og afholdt i Pumpehuset. 

Fra fredag og helt frem til søndag aften er det så Nordic Game Jam, der tager over og byder på et af de største game jams i verden. 

Se hele programmet her
 
Copenhagen Games Festival er et samarbejde mellem Interactive Denmark, Producentforeningen og IGDA Denmark.