ForeningenNyhederKalenderVidenProducenternes PlanetMedlemslisteOverenskomster
 

Branchebarometret viser....

14.11.2013 - 13:01

2013: Film-, tv- og computerspilbranchen er en “hit or miss”-industri, hvor de få succesfulde projekter skal opveje tab på de mange knap så lukrative projekter. Alligevel er der både vækst og optimisme at spore i Producentforeningens Branchebarometer.

I samarbejde med Megafon gennemfører Producentforeningen hvert år en undersøgelse af, hvordan virksomhederne oplever især de økonomiske konjunkturer i branchen, og sammenholdt med analysen Danske Indholdsproducenter i tal får vi her et ganske præcist billede af, hvordan branchen har det.

Årets udgave af Branchebarometeret er netop offentliggjort, og det billede, der tegner sig, er præget af paradokser. Halvdelen af selskaberne har været økonomisk truet det seneste år, og samtidig har næsten halvdelen oplevet en vækst i indtjeningen.

Film- og tv-branchen oplever, at det er blevet vanskeligere at få finansieret enkelte projekter. Dette er i direkte modsætning til computerspilbranchen, hvor 70% giver udtryk for, at det enten er blevet lettere at skaffe projektfinansiering, eller at niveauet er det samme som tidligere. Og under 20% af virksomhederne har fået forrentet virksomhedens investeringer i alle projekter. 
Undersøgelsen understreger således vigtigheden af en bred projektportefølje internt i virksomhederne samt diversitet i branchen som helhed.

Hent branchebarometeret

Rapportens konklusioner:

Virksomhederne oplever stadig et højt trusselsniveau, og omkring halvdelen af selskaberne har været økonomisk truet det forgangne år. Det gælder på tværs af film-, tv- og computerspilbranchen. Dog har næsten halvdelen, 49%, af virksomhederne oplevet en indtjeningsvækst det seneste år. Dette er en relativ stigning på 6% fra året før, hvor 43% havde oplevet en indtjeningsvækst.

Brancherne udgør en såkaldt ”hit or miss” industri, hvor enkelte succesfulde projekter skal opveje for tab på
flertallet af projekter. Under 20% af virksomhederne har fået forrentet virksomhedens investering i alle projekter, virksomheden har beskæftiget sig med det seneste år.

Brancherne er bevidst om behovet for at tilpasse sig den usikre markedssituation. 63% af virksomhederne forventer, at de må gennemføre omkostningsreduceringer næste år.

Sidste års analyse viste, at siloerne brancherne imellem var ved at nedbrydes på de forskellige produktionsområder, således at producenterne spreder deres aktiviteter på flere medieområder, og i år viser resultaterne desuden, at hele 70% af virksomhederne i brancherne har afledte forretningsområder. Af disse er 50% økonomisk afhængige af de afledte forretningsområder.

Områderne dækker over alt, som ikke er produktion af nyt indhold, og gælder områder fra postproduktion til konsulentbistand. Det er altså sådan, ”at humlebien kan flyve”.

Udviklingen inden for adgang til projektfinansiering er direkte modsatrettet brancherne imellem. Størstedelen af film- og tv-branchen, omkring 70%, oplever adgangen til projektfinansiering som
vanskeligere end tidligere. I computerspilbranchen derimod mener 70% enten, at adgangen er blevet bedre eller at den holder samme niveau. Hele 57% af respondenterne svarer, at de har innoveret deres forretningsmodel i det forgangne år. Kun en meget lille andel har mødt eksterne barrierer i markedet eller internt i virksomheden, og har derfor ikke innoveret deres forretningsmodel.

Brancherne er stadig mere internationale, og omkring 80% af branchens virksomheder har aktiviteter i udlandet, mod 71% sidste år. 70% forventer at øge deres internationale aktiviteter yderligere i det kommende år.

Der er stor uklarhed omkring betydningen af overgangen til digital distribution. I film- og tv-branchen er der flere, der mener, at det er positivt for indtjeningen, end negativt, mens størstedelen endnu ikke ved, hvilken indflydelse digital distribution får på deres indtjening.