ForeningenNyhederKalenderVidenProducenternes PlanetMedlemslisteOverenskomster
 

5 nytårsvisioner

19.01.2017 - 10:25

Ved starten af et nyt år er det oplagt at sætte sig høje mål for det kommende år. Det gælder også for Producentforeningen. Og de mediepolitiske visioner for 2017 handler om at lægge grunden for fremtidens finansiering af dansk film, tv og spil.

I en globaliseret verden er det vigtigt at styrke dansk kultur. Både dansk kultur til de danske borgere, og dansk kultur som ambassadør for danske værdier ude i verden. Digitale kulturprodukter – film, drama, dokumentar, underholdning og interaktive produktioner – er blandt de vigtigste kulturbærere, og det er vigtigt at styrke dansk producerede digitale kulturprodukter – både i kvalitet og i kvantitet.
 
Det private produktionsmiljø er en væsentlig aktør i det billede, og Producentforeningen ønsker i de kommende år at udforske og støtte både gamle og nye alliancer for finansiering, således at brancherne bredt set fortsat kan bidrage med produktion af relevant indhold. Det er vigtigt, at mediebranchen og dens organisationer i samarbejde med politikerne får lagt sporene til en mediepolitisk vision.

Medieproduktion er et kulturerhverv. For Producentforeningen går de kultur- og erhvervspolitiske rammevilkår hånd i hånd, når vi fastlægger foreningens indsatsområder i 2017. Og foreningens fem visioner for det nye år sigter tilsammen mod et bedre og bredere fundament for, at producenterne kan have en levedygtig forretning med at producere dansk kvalitetsindhold. 

1. Fremtidens finansiering: Vi skal sikre at der om 2, 5 og 10 år også er penge til at finansiere udvikling og produktion af dansk, digitalt kulturindhold. For at sikre at der bliver flere penge til at udvikle og producere dansk indhold til forbrugerne, skal der derfor i 2017 fokus på pengestrømmene i mediemarkedet. Vi vil sætte fokus på, hvor der bliver der skabt profit på dansk indhold og sikre, at der samtidig bidrages til udvikling og produktion.

2. Sikre den offentlige finansiering: Dansk indhold bliver produceret til et marked på størrelse med Hamborg og omegn og skal konkurrere med amerikansk indhold, der kan tjene sig hjem ved mange bække små (som store) på verdensmarkedet. Det betyder, at dansk kvalitetsindhold ikke kan udvikles og produceres på rene markedsvilkår. Statsstøtte – hvad enten den er finansieret via licens eller finanslov - er en forudsætning for opretholdelse af dansk kultur via et bredt udbud af programmer inden for bl.a. fiktion, underholdning, dokumentar og fakta.

For at sikre udvikling og produktion af dansk indhold, vil vores fokus i 2017 være, at der også i fremtiden afsættes et beløb svarende til den nuværende licens.

3. En bred public service-definition: Underholdningsprogrammer på de store public service stationer har en væsentlig betydning ud over blot at tiltrække forbrugerne. Underholdning er også et spørgsmål om kulturel identitet, når vi fx sidder med vores børn fredag efter fredag og diskuterer musiksmag. Underholdning er også, når vi tester vores og familiens paratviden, mens vi ser quiz-programmer. Eller når madkulturen kommer til debat i forbindelse med madprogrammer.

Tænk på alternativet, hvor musik, paratviden, kokkekunst kun må præsenteres på en måde, hvor de få intellektuelle kan deltage og ikke med underholdning som programmæssigt greb. Kultur og underholdning er uadskillelige, og det bliver derfor en af opgaverne i 2017 at få sikret det brede public service begreb, hvad enten vi snakker om den institutions- eller programbårne public service forpligtelse.

4. Styrke konkurrencen i programproduktion: De private producenter har alle forudsætninger for at blive en drivende kraft for at sikre at dansk indhold fortsat kan være forbrugernes første valg. De private producenter kan levere endnu flere programmer til DR. Gerne i kreativ og økonomisk konkurrence med DRs interne produktionsenheder. De private producenter vil også fortsat være hovedleverandør af programmer til TV 2 Danmarks platforme – også til et privatiseret TV 2 med fortsatte public service forpligtelser.

5. Produktionspuljer til alle genrer: Producentforeningen vil endvidere have fokus på en fremtidig mediepolitik, der har produktionspuljer til dansk udviklet drama, underholdning, dokumentar- og fakta som et bærende element. De private producenter skal kunne søge disse puljer til udvikling og efterfølgende til produktion, når der foreligger interesse fra en tv-station eller distributionsplatform.

Den private branche skaber værdi for samfundet: Den konkurrencedrevne programproduktion skaber merværdi – der kommer mere ud af de programmidler, der er til rådighed, når det er den private branche der producerer. Den private branche skaber værdi til børn, unge, voksne såvel som fællesskabet, når der produceres debatskabende dokumentarprogrammer, faktaserier, der forandrer samfundet, udfordrende dramaserier, den engagerende underholdning.

Vi glæder os til at folde visionerne ud. Til at bane nye veje og til at bygge videre på alt det, der er branchernes styrker i dag. Det kan kun ske i samarbejde. Samarbejde med de øvrige organisationer, på tværs af foreningens medlemsgrupper og i samarbejde med politikere og institutioner.