ForeningenNyhederKalenderVidenProducenternes PlanetMedlemslisteOverenskomster
 

Arbejdsmiljøkurser

For at styrke arbejdet med arbejdsmiljø og sikkerhed på danske film- og tv-produktioner udbyder Producentforeningen løbende arbejdsmiljøkurser målrettet film- og tv-branchen. Kurserne er for både arbejdsgivere, arbejdsledere og lønmodtagere.

 
Danske film- og tv-producenter har fokus på sikkerhed, og sætter sikkerheden højt ved såvel planlægning, produktion og efterarbejde på alle produktioner.
 
Som arbejdsgiver har producenten det overordnede ansvar for, at sikkerheden på de enkelte produktioner lever op til arbejdsmiljølovgivningen. Producentforeningen har dog måtte konstatere, at det er meget vanskeligt for branchen at leve op til lovgivningens krav om uddannede arbejdsmiljørepræsentanter fra både arbejdsgiver- og lønmodtagersiden. Dette skyldes blandt andet det meget korte produktionsforløb.
 
Producenterne har et ønske om at sætte større fokus på sikkerhed, og dermed skabe større tryghed blandt de ansatte på produktionerne. Producentforeningen har derfor taget initiativ til at udvikle og udbyde et arbejdsmiljøkursus målrettet film- og tv-branchen, som skal være med til at give arbejdsledere, herunder særligt lineproducere og produktionsledere, og medarbejderrepræsentanter øget kompetence inden for arbejdsmiljømæssige spørgsmål, herunder risikovurdering, ulykkesforebyggelse og psykisk arbejdsmiljø. Kursisterne vil få en grundlæggende viden om arbejdsmiljø, værktøjer til planlægning, kommunikation og håndtering af sikkerheden på produktionerne samt mulighed for at udveksle ideer og erfaringer med kollegaer fra branchen.

Med kurset ønsker Producentforeningen ikke ”kun” at sikre, at producenterne lever op til lovgivningens krav, men også at arbejdsmiljøet, herunder sikkerheden og sikkerhedsfølelsen, på de enkelte produktioner reelt styrkes til gavn for alle i branchen.

Kurset udbydes af Konventum, der er autoriseret udbyder af den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse.

Kurserne annonceres løbende via Producentforeningens nyhedsbrev samt her på hjemmesiden. 

Producentforeningen opfordrer alle film- og tv-medlemmer til at kræve, at ansatte arbejdsledere, herunder særligt lineproducere og produktionsledere, og medarbejderrepræsentanter har gennemført den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse. Producenterne bør derfor opfordre de arbejdsledere og medarbejderrepræsentanter, der jævnligt deltager i danske produktioner, til at søge om deltagelse på dette kursus.

Prisen for kurset inkl. forplejning vil være ca. 2.500 kr. + moms pr. deltager. Betaling herfor aftales særskilt mellem producenten og arbejdslederen/medarbejderrepræsentanten.

Kontakt: Celina Sparre i Producentforeningen – cs@pro-f.dk